Romer i romanen - Aarhus Universitet

arndom. Hvis man imidlertid betragter fortællerens upålidelighed som intenderet af forfatteren,
synes denne at modsige en forbindelse mellem fortæller og forfatter. I dette perspektiv må de
tekstinterne uoverensstemmelser betragtes som litterære greb, der udstiller fortælleren og dermed
demonstrerer forfatterens distance til ham. En eksplicit upålidelig forfatter er med andre ord en
udtalt del af fiktionen, en bevidst konstruktion, som forfatteren har skabt. Det interessante er, at
begge disse udlægninger synes at gøre pressedækningens etiske diskussion af forholdet mellem
løgn og sandhed irrelevant: Hvis upålideligheden er uintenderet, er det, der fremlægges, Romers
oplevelse af barndommen i Nykøbing, hans subjektive sandhed. Og hvis pålideligheden betragtes
som intenderet, kan den betragtes som en fiktionsmarkør, dvs. en markering af, at værket skal læses
som konstruktion af en virkelighed, ikke som en gengivelse af virkeligheden.
Som det fremgik af paratekstanalysen, har læserne af Den som blinker er bange for døden, hvad
enten de er anmeldere eller tidligere klassekammerater, forbundet tekstens jeg med den empiriske
forfatter Knud Romer. Romanen opfattes altså som en stærkt forfatterbundet tekst, men som denne
gennemgang af Lansers kriterier viser, synes forfatterbindingen udelukkende at bero på
overholdelsen af identitetskriteriet og den teksteksterne pålidelighed; på Romers brug af
selvbiografisk information og teksteksterne insisteren på værkets virkelighedsreference. Romer har
altså bevidst indskrevet sig selv i værket og styrket læserens tilbøjelighed til inddrage den empiriske
forfatter i tekstens jeg. Men det jeg, han fremstiller, er langt fra entydigt og pålideligt. Blandingen
af stemmer, brugen af iterativ præteritum og uoverensstemmelserne i fortællerens udsagn synes at
modsige den eksplicitte virkelighedsreference, der ligger i navneidentiteten, og man kan derfor sige,
at selvom Romer bevidst indskriver sig i værket, så gør han det på en måde, der understreger, at
tekstens jeg er en konstruktion, en del af fiktionen. Brugen af selvbiografisk information i fiktionen
fungerer med andre ord ikke som en garant for, at bogen gengiver virkeligheden, men snarere som
en problematisering af virkelighedsbegrebet i almindelighed og forholdet mellem virkelighed og
fiktion i særdeleshed.
Problematiseringen af virkelighedsbegrebet kommer ikke kun til udtryk i form af romanens
blanding af fiktion og virkelighed, men også, som jeg har påvist, i den upålidelighed, som
fortælleren demonstrerer. Hvad enten den opfattes som udtryk for en subjektiv virkelighed eller en
fiktiv virkelighed, synes den nemlig at problematisere forestillingen om virkeligheden som en
endelig størrelse, der står i modsætning til både det forestillede og det fiktive. Jeg vil i det følgende
forfølge denne problematisering af virkeligheden, der kan betragtes som en afgørende tematik i
45