Romer i romanen - Aarhus Universitet
Romer i romanen - Aarhus Universitet
Romer i romanen - Aarhus Universitet
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
Tekstens jeg<br />
Jegets tredobbelte henvisning<br />
Jeg har altid været bange for morfar og ikke andet end bange.<br />
(<strong>Romer</strong> s. 7)<br />
Således indledes Den som blinker er bange for døden. Der indsættes altså fra første ord et ”jeg”, og<br />
dette ”jeg” vil i det følgende være genstand for min analyse, idet jeg betragter det som<br />
omdrejningspunktet i <strong>romanen</strong> læst som performativ biografisme; det er på en gang det fremstillede<br />
og det fremstillende ”selv” i selvfremstillingen.<br />
Jeget er den gennemgående fortæller i <strong>romanen</strong>, der består af to temporale spor: en<br />
slægtsfortælling og en barndomsfortælling. Den indledende sætning hører til det sidste spor, og her<br />
er jeget ikke kun fortællende, men også agerende. Jeget indeholder dermed på det tekstinterne plan<br />
en dobbelthenvisning, idet det dækker over både det fortællende og det fortalte jeg. Men, som<br />
beskrevet i afsnittet om den umiddelbare biografisme, indeholder jeget ifølge Lanser også en tredje<br />
henvisning, der rækker ud over selve teksten, nemlig henvisningen til den empiriske forfatter:<br />
læseren vil altid være tilbøjelig til at forbinde tekstens fortællende jeg med den empiriske forfatters<br />
jeg. Den biografiske irreversibilitet er naturligvis afgørende for denne tilbøjelighed, idet læseren i<br />
højere grad forbinder tekstens jeg med forfatteren, hvis han i forvejen er kendt fra medierne. Men<br />
der er også, som Lanser skriver, tekstinterne forhold, der er afgørende for denne tilbøjelighed.<br />
Lanser formulerer disse forhold, som kriterier der, hvis de overholdes, styrker forfatterbindingen i<br />
tekstens jeg dvs. i det jeg, som læseren konstruerer. Jeg vil i det følgende tage udgangspunkt i disse<br />
kriterier ikke kun for at bestemme, hvorvidt værket i sig selv styrker eller svækker<br />
forfatterreferencen, men også for at beskrive tekstens jeg og dermed den selvfremstilling, der er<br />
central for at forstå Den som blinker er bange for døden som et stykke performativ biografisme.<br />
Lansers kriterier kan som tidligere nævnt synes meget simple og næsten indlysende, men som det<br />
følgende vil vise, er de mere komplekse end som så. Tekstens jeg er i Den som blinker er bange for<br />
døden en kompleks konstruktion der bl.a. er afhængig af forholdet mellem fortalt og fortællende<br />
jeg, brugen af iterativ præteritum og tekstintern pålidelighed. Det er derfor ikke så let at bestemme,<br />
hvorvidt de forskellige kriterier overholdes og dertil kommer, at kriterierne viser sig at indvirke på<br />
hinanden i en grad, der ikke fremgår af Lansers tekst. Dette skal imidlertid ikke ses som en kritik af<br />
Lansers kriterier, men nærmere som en udvidelse af dem, et bevis på at de ikke kun er en<br />
35