Romer i romanen - Aarhus Universitet

Tekstens jeg
Jegets tredobbelte henvisning
Jeg har altid været bange for morfar og ikke andet end bange.
(Romer s. 7)
Således indledes Den som blinker er bange for døden. Der indsættes altså fra første ord et ”jeg”, og
dette ”jeg” vil i det følgende være genstand for min analyse, idet jeg betragter det som
omdrejningspunktet i romanen læst som performativ biografisme; det er på en gang det fremstillede
og det fremstillende ”selv” i selvfremstillingen.
Jeget er den gennemgående fortæller i romanen, der består af to temporale spor: en
slægtsfortælling og en barndomsfortælling. Den indledende sætning hører til det sidste spor, og her
er jeget ikke kun fortællende, men også agerende. Jeget indeholder dermed på det tekstinterne plan
en dobbelthenvisning, idet det dækker over både det fortællende og det fortalte jeg. Men, som
beskrevet i afsnittet om den umiddelbare biografisme, indeholder jeget ifølge Lanser også en tredje
henvisning, der rækker ud over selve teksten, nemlig henvisningen til den empiriske forfatter:
læseren vil altid være tilbøjelig til at forbinde tekstens fortællende jeg med den empiriske forfatters
jeg. Den biografiske irreversibilitet er naturligvis afgørende for denne tilbøjelighed, idet læseren i
højere grad forbinder tekstens jeg med forfatteren, hvis han i forvejen er kendt fra medierne. Men
der er også, som Lanser skriver, tekstinterne forhold, der er afgørende for denne tilbøjelighed.
Lanser formulerer disse forhold, som kriterier der, hvis de overholdes, styrker forfatterbindingen i
tekstens jeg dvs. i det jeg, som læseren konstruerer. Jeg vil i det følgende tage udgangspunkt i disse
kriterier ikke kun for at bestemme, hvorvidt værket i sig selv styrker eller svækker
forfatterreferencen, men også for at beskrive tekstens jeg og dermed den selvfremstilling, der er
central for at forstå Den som blinker er bange for døden som et stykke performativ biografisme.
Lansers kriterier kan som tidligere nævnt synes meget simple og næsten indlysende, men som det
følgende vil vise, er de mere komplekse end som så. Tekstens jeg er i Den som blinker er bange for
døden en kompleks konstruktion der bl.a. er afhængig af forholdet mellem fortalt og fortællende
jeg, brugen af iterativ præteritum og tekstintern pålidelighed. Det er derfor ikke så let at bestemme,
hvorvidt de forskellige kriterier overholdes og dertil kommer, at kriterierne viser sig at indvirke på
hinanden i en grad, der ikke fremgår af Lansers tekst. Dette skal imidlertid ikke ses som en kritik af
Lansers kriterier, men nærmere som en udvidelse af dem, et bevis på at de ikke kun er en
35