Romer i romanen - Aarhus Universitet

36-37)? Hvordan skal vi i det hele taget forholde os til de familieanekdoter, der ikke ligefrem er
overnaturlige, men dog synes temmelig usandsynlige? Svaret er måske, at vi netop skal betragte
dem som anekdoter, små fortællinger der har rod i virkeligheden, men er kendetegnet ved, at deres
effekt og underholdningsværdi er vigtigere end deres sandhedsværdi. Anekdoten tager
udgangspunkt i en virkelig begivenhed, men dens vigtigste funktion er ikke at gengive denne
begivenhed så præcist som muligt, men at fungere i en fortællesituation. Derfor er det i anekdoten
tilladt at pynte på sandheden og overdrive visse detaljer, for dels at gøre den mere underholdende,
dels at skærpe dens pointe. Det er måske usandt, at farfaderen aldrig havde en eneste passager i sin
rutebil, men det er en overdrivelse, der skal pointere farfaderens optimisme, ligesom anekdoten om
gullaschgryden skal pointere moderens viljestyrke.
Fortællesituationen mellem farmoderen og Knud peger altså på en upålidelighed i fremlæggelsen
af slægtens fortælling. Men også fortællingen om Knuds barndom er præget af en vis upålidelighed,
der i høj grad hænger sammen med den tid, der fortælles i. Størstedelen af barndomsfortællingerne
er holdt i en slags iterativ præteritum, dvs. i en datid, der ikke beskriver enkeltstående hændelser,
men gentagende oplevelser, der ikke kan dateres til et bestemt tidspunkt i Knuds barndom. Denne
tid er ofte markeret med et indledende “når”, som vi fx ser det i beskrivelsen af skolefrikvartererne:
Når det ringede ud for de andre, ringede det ind for mig, og jeg forsøgte at komme
igennem frikvarteret. De havde lært det i timerne og vidste, hvem jeg var. Jeg var
tyskersvinet, og mor var en hitlerkælling (…) Jeg tilbragte det meste af tiden med at stå
inde i en rundkreds - drenge og piger - og de skubbede og spyttede og råbte i kor (…)
Så var det vandposten (…) - jeg kom for sent til timen og var drivvåd og fik skældud.
(s. 143)
Her er det ikke et enkelt frikvarter, der beskrives, men hvert eneste frikvarter. Mobningen er
hverdag for Knud. Den er en gentagelse, der præger Knuds skolegang og låser ham fast i et bestemt
handlingsmønster og en bestemt rolle. Brugen af iterativ præteritum hænger, som jeg senere vil
komme ind på, nøje sammen med beskrivelsen af byen og barndomshjemmet som lukkede rum,
hvor der ikke er mulighed for udvikling, men den har også betydning for fortællerens pålidelighed.
Dette demonstreres, når den iterative præteritum i visse tilfælde viser sig at indeholde specifikke og
enkeltstående begivenheder. Det gælder fx afsnittet om turen til onklen og tanten, der foretages, når
det “af og til blev rigtig koldt om vinteren” (s. 15). Her beskrives, hvordan rejsen, modtagelsen og
afskeden hver gang forløber på sammen måde, men denne iterative beskrivelse glider umærkeligt
over i en specifik situation (første gang Knud får en af de granatstumper, der har siddet i onkel
43