Romer i romanen - Aarhus Universitet

er sand, men ikke anerkendes af de andre. Man kan, med henvisning til Haarders læsning af Claus
Beck-Nielsen, sige, at moderens fortælling afspejler en dybdepsykologisk-moderne
subjektsforståelse, hvor subjektet indtager forskellige roller i forhold til sin omverden, men stadig
har en endelig og genuin kerne: en sand identitet, der eksisterer trods de diskurser, subjektet indgår
i, men som kommer i krise, når disse diskurser ikke anerkender den, og når subjektet ikke kan få lov
til at være “sig selv“. Moderens tragedie er i den optik netop, at hun ikke får lov til at være sit sande
jeg, bære sit sande navn.
Denne udlægning af forholdet mellem navnet og subjektet problematiseres imidlertid gennem Papa
Schneiders navn. På romanens første side står der, at Papa Schneider ikke var en mand, man var på
fornavn med. Dette udsagn peger i første omgang på Papa Schneiders autoritet og den respekt, han
behandles med, men på den efterfølgende side bevæger navnetematikken sig ind på det fantastiske
område:
Jeg tror ikke, at nogen overhovedet vidste, hvad han hed, eller tænkte over det. Min
morfar var alene med det som en frygtelig hemmelighed - og den vildeste satsning. For
hvis han en dag hørte det og blev tiltalt ved fornavn, ville han vide, hvem det var. Der
var kun en, som kendte det ud over ham selv, og det var Gud.(s. 8-9)
Navnet kan også her betragtes som udtryk for en subjektskerne, en sandhed der ligger uden for
diskursen i en sådan grad, at den aldrig nævnes. Men hvor det sande navn i moderens fortælling
tilsyneladende er en størrelse, der skal anerkendes, for at subjektet kan være sig selv, er det her en
frygtelig hemmelighed, der kun kendes af subjektet selv og Gud. Afsløringen af denne
hemmelighed er forbundet med døden, hvilket vi ser i denne passage, hvor Knuds mor sammen med
resten af familien skal tage afsked med den tilsyneladende døde Papa Schneider:
De tog imod i sort, og Papa Schneider var ikke mere kold og stiv og utilgængelig, end
han plejede at være. Alle tænkte det samme, men ingen turde sige det, og det var op til
mor at gå over og mærke efter, om Papa Schneider virkelig var død.
Hun ville tage halspulsen og turde ikke røre ham - hans øjne var lukkede - og hun
tvivlede på, om der nogensinde havde banket et hjerte. Mor satte øret ned til munden og
lyttede efter om han trak vejret. Læberne bevægede sig en smule, hun trak hovedet til
sig - det var for sent! Han var åndet ud og havde visket det til hende, navnet, hans
hemmelighed, og mor vidste, hvad han hed. Hun stirrede på mormor og familien, som
stod i døren og ventede spændt, men ordene blev siddende i halsen på hende - hun
kunne ikke sige noget og nikkede bare, da tante Gustschen spurgte, “tot?” Enten havde
Gud ikke kaldt på Papa Schneider, eller også havde han mistet modet i sidste øjeblik, og
60