Romer i romanen - Aarhus Universitet

Jeg endte med tre små ord under hendes navn og fødsels- og dødsdato, som stod for alt:
“O süßes Lied”. Det var fra Rilkes Liebeslied, der handler om, at buen samler to
strenge, til én tone på violinen, og vi var ét i den uskyldigste, meningsløse, rene musik.
Det var klart som et vindue med sørgerand, og jeg kørte op til bedemanden og sad og
gennemgik det med ham for at være sikker på, at han ikke lavede fejl - og jeg ville
bryde sammen, hvis der var en fejl. Jeg pegede på det tyske ß, der var det vigtigste og
sværeste bogstav af dem alle og sagde, at det var tysk sz, om han vidste, hvad det var.
Han nikkede og jeg gentog, om han nu var sikker, og han nikkede, og jeg sagde det igen
og igen, indtil det var på plads (s. 175)
Trods Knuds ihærdige instrukser til bedemanden er der alligevel fejl i dødsannoncen: “O süßes
Lied” er blevet til “O Sübes Lied” og Knud bryder sammen:
Det var skrevet med stort og stavet forkert med et b, han vidste ikke, hvad et ß var og
hørte slet ikke efter - det svimlede for mig, og alting var forgæves for altid i forvejen,
det ville aldrig nogensinde lykkes. (s.176)
Ligesom det ikke lykkes for Knud at få præsten til at bruge moderens sande navn, lykkes det ikke
for ham at formidle hendes liv i dødsannoncen. Og heri mener jeg, at romanens væsentligste traume
ligger: Knud formår ikke at frigøre moderen fra den fastlåste identitet, hun er blevet tildelt. Selvom
han forsøger, formår han ikke gennem sproget at skabe den identitet, hun efter hans mening
vitterligt fortjener. Man kan sige, at det er meningsløsheden, der slår ham ud. Ikke som en
erkendelse af, at der ikke er en fast og dybere mening, men som en erkendelse af, at han ikke selv
formår at skabe en mening. Traumet er i det henseende subjektets erkendelse af ikke at mestre
diskursen, ikke at være i stand til at elevere sig selv gennem sproget. For selvom dødsannoncen
først og fremmest skal fortælle moderens liv, hænger denne fortælling uløseligt sammen med
Knuds egen. Som beskrevet i afsnittet om enhedskriteriet flettes moderens og Knuds fortælling
sammen på en måde, der gør det umuligt at skille de to ad. De er to stemmer, der taler gennem én.
De er, som der står i Rilke citatet, to strenge, der samles i én tone. Dødsannoncen kan derfor også
ses som Knuds forsøg på at verificere sin egen eksistens, fortælle sig selv og dermed skabe sig selv.
Når dette forsøg mislykkes, kan man tale om et performativt traume, idet traumet netop er
erkendelsen af ikke at magte performativet, og ikke være i stand til at definere sig selv. Man kan
imidlertid også tale om et performativt traume i en anden forstand, idet traumet netop indgår i et
performativ, nemlig romanen.
Romanen Den som blinker er bange for døden kan netop betragtes som gennemførelsen af det
63