Den gode ledighed - Roskilde Universitet

ledige, der nu i stedet for en individuel handlingsplan fik en jobplan. Den umiddelbare jobplacering
gøres til alfa og omega. Hvilket yderligere blev fuldt op af en reduktion af tilbudsordningen til tre
muligheder: vejledning og opkvalificering, ulønnet virksomhedspraktik samt ansættelse med
løntilskud. Begrundelsen fra regeringens side var at gøre op med de nyttesløse aktiveringsprojekter
og uddannelsesordninger, der ikke førte til ordinær beskæftigelse. Derfor skulle individets sættes i
centrum. Ud fra denne logik ligestillede man derfor indsatsen for kontanthjælps- og
dagpengemodtager, der nu skulle finde den kortest mulige vej til beskæftigelse. Denne vej skulle
banes ved at sikre, at alle ledige i højere grad skulle stod til rådighed for arbejdsmarkedet. Kunne de
ikke finde denne “dydens sti” skulle en ændring i rådighedsregler samt økonomiske sanktioner guide
dem dertil (Jørgensen, 2008:10f, Hansen et al., 2005: 59f og Larsen, 2011: 44). Det aktive element i
beskæftigelespolitikken blev med andre ord, at fa@ de ledige væk fra passiv forsørgelse og mindske
virksomhedernes omkostninger ved rekruttering og brug af arbejdskraft. Myndighederne skal nu i
form af aktivering af de ledige, få de arbejdsløse tilbage til det “åbne” arbejdsmarked. Hertil har
myndighederne en stor opgave i at skulle aktivere den ledige ud af lediggang ved at sætte ind med
ba@de “motivation” og foranstaltninger, der kan assistere transporten væk fra passivitet. Denne
tilgang har på mange måder været med til at portrættere de ledige som inaktive eller dovne i
samfundsdiskurserne og som konsekvens heraf må bringes i en anderledes aktiv og ansvarlig rolle i
forhold til lønarbejdet (Jørgensen, 2008: 8f). At arbejdsløshed anses for at være frivilligt og derfor er
et adfærdsproblem, der skal løses med adfærdsregulering, er en indikator på den føromtalte
ændring af balanceforholdet i den danske flexicurity-model. Implementeringen af en mere
beskæftigelsesrettet og socialt disciplinerende beskæftigelsespolitik, vidner om en ændret
grundindstilling. Dette kommer i beskæftigelsespolitikken til udtryk i form af social disciplinering
(work-first), omend den sociale integration (human capital) og den mere passive sociale sikrings
tilgang stadig i et vist omfang gør sig gældende (Larsen, 2011: 45, Torfing, 2004: 41 og Caswell et al.,
2011, 30).
10/66