Den gode ledighed - Roskilde Universitet

transcendental mening end selvopretholdelse. Arendt mener, at mennesket finder lykke ved
gentagelsen i processen og samtidig, på fænomenologisk vis, ulykken ved uorden i gentagelsen; det
værende ved sygdom, fattigdom eller arbejdsløshed (ibid.). Labour blev i antikkens verden, set som
den form for arbejde med lavest status, noget som nærmest hørte dyr til. Arendt påpeger dog, at
dette forholder sig helt omvendt i moderne tid (hendes egen tid), hvor arbejde med henblik på livets
opretholdelse blev set som den vigtigste aktivitet.
Work er det skabende arbejde, som bedst eksemplificeres ved håndværket (Hvid 2006: 98, 100).
Denne type af arbejde har en teknisk karakter og drejer sig om at skabe kunstige ting - redskaber,
der kan bidrage til udførelsen af labor. Kunsten falder ind under denne kategori (Hvid 2006: 101).
For Arendt er work altid noget der forekommer i mellem et subjekt og et objekt. Hendes definition af
objekt er dog mangelfuld, idet hun ikke inddrager intersubjektive forhold som havende
objektivistisk karakter (Hvid 2006: 103). Hun tilskriver derimod intersubjektivitet som noget der
hører ind under action-begrebet, som vil fremlægges nedenfor. Arbejde med mennesker er altså ikke
work, ville Arendt påstå. Hvid mener dog, at hverdagslige observationer modsiger denne definition
og at der godt kan tales om skabende arbejde, der omhandler menneskelige relationer (eksempelvis
planlægning af begivenheder, omsorgs- og plejearbejde, etc.).
Action er politik og derved uløseligt forbundet med magt. Action er at ytre sig, at blive hørt og at
blive husket og indoptaget af kollektivet. Action er desuden at indgå i dialog således, at der også
bliver lyttet til det, som bliver ytret. Al interpersonelt (intersubjektivt) falder hos Arendt under
kategorien action (Hvid 2006: 102). Arendt mener desuden, at det er gennem action-begrebet, at
historien udformes. Der tages et initiativ gennem en ytring, der så følges op på og gennemføres af en
række agenter. Disse initiativer har potentialet til at udkrystallisere sig i vedtægter, love eller
institutioner (Hvid 2006: 103) og således formes historien på baggrund af menneskers
magtrelationer. Hvid fremhæver faktisk lønarbejdet som eksempel på netop sådan en institution
som Arendt taler om er effekten af action-arbejde (Hvid 2006: 103f). Lønarbejdet er blevet
systematiseret og defineret historisk ved gentagne forhandlinger og vil ligeledes ændre sig på netop
denne måde.
I den græske oldtid var action den aktivitet, der høstede mest status i samfundet. Dette gør sig
ligeledes gældende hos Arendt: ”For hende er det afgørende vigtigt, at forsvare individets mulighed
for og ret til at ytre sig og gøre sig gældende. Det er heri, menneskets særlige potentiale som frie
væsener ligger” (Hvid 2006: 104). Hvad Arendt måske glemmer, er at action forudsætter de to andre
arbejdstyper. Det er ikke til at forestille sig et samfund, hvor alle blot helligede sig til politik og
skabelsen af historie. Det er absolut nødvendigt, at mennesker skaffer mad og skaber ting. I den
græske oldtid varetog slaver disse opgaver, men i det sen-kapitalistiske system er det lønarbejderen,
25/66