Den gode ledighed - Roskilde Universitet

ændringen af arbejdsmarkedsparters funktion til alene at være rådgivende. Alle disse punkter har
haft en væsentlig indflydelse på fagforeningens rolle i forhold til beskæftigelsesindsatsen (eller
måske nærmere fjernet den helt). Der blev med andre ord indført en række operationelle reformer
hvilket bl.a. indebærer af-korporatisering (altsa@ mindre indflydelse til arbejdsmarkedetsparter)
samt decentralisering af indsatserne til kommunerne (hvor det decentraliserede ansvar dog
suppleres med nye centrale styringsredskaber i form af centrale ma@lsætninger, løbende
resultatrevision, benchmarking, refusionsstyring, mv.). Der er sa@ledes sket en forskydning mod
mindre partsindflydelse og stærkere politisk styring. Dette er samtidig en styrkelse af det lokale og
det centrale niveau. Endeligt er social- og arbejdsmarkedspolitikken blevet stærkere integreret i en
sammensmeltet beskæftigelsespolitik, der er blevet samlet i Beskæftigelsesministeriets
ressortomra@de.
Ikke kun pa@ disse traditionelle styringsdimensioner er der sket nye udviklinger i ma@den det
beskæftigelsespolitiske system søges indrettet. Nye typer af balancer er opsta@et, f.eks. i forhold til
hvovidt der skal sættes ind med markeds eller ikke-markeds løsninger; hvorvidt der man søger
input- eller output styring (ift. anvendelsen af direkte regulering eller styring via ma@l- og
resultatkrav) eller om man benytter sig af direkte aktivitetsstyring kontra styring via økonomiske
incitamenter (Larsen, 2011:43f, Jørgensem, 2008: 12f og Madsen, 2011:15). Diskursivt er den
dominerende problemopfattelse og tilsvarende problemløsningsmodel ændret under VKregeringen.
Dette har medført en individualisering af risici samt stærk brug af økonomiske
incitamenter. Hårde sanktioner anbefales, bruges og legitimeres ved henvisning til en formodet lav
arbejdsetik - “det skal kunne betale sig at arbejde”. Det er den lediges vilje, der skal bøjes gennem
den sociale disciplinering. Den sociale integration er ændret således, at spørgsmålet om arbejdsvilje
er blevet et statsanliggende hvor de ledige sorteres efter formidlingsegnethed eller mangel pa@
samme i myndighedernes øjne. Som Jørgensen tørt konstatere: “Grundlovens § 75, stk. 2 der taler
taler om samfundets pligt til at understøtte dem, der ikke selv forsøges gennem lønarbejdet, synes ikke
længere at forpligte myndighederne” (Jørgensen 2008: 17). Det er en delvis patologisering af ledige,
som er startet under dække af “‘individtilpasset’ eller ‘-oppasset’” vurdering og hjælp 3 . Arbejdsløshed
er dermed omdefineret til individuel mangel pa@ beskæftigelse (’employability’), hvor selvansvaret
understreges ved at gøre arbejdet til en civil pligt. Sa@ledes forvandles politiske problemer til
spørgsma@l om individuel motivation. En tilgang, der fremmer en afpolitisering af ma@den at tackle
samfundsproblemer pa@. Der er altsa@ kommet et nyt indhold i ‘aktiv’ begrebet ved overgangen fra
arbejdsmarkedspolitik til beskæftigelsespolitik (Jørgensen, 2011: 18f).
3 Patologisering af ledige henviser til en forskydning af årsagen til ledighed. Fra at være et samfundsproblem bliver
den ledige selv årsagen til sin lediggang
12/66