Den gode ledighed - Roskilde Universitet

samfundet. De to utopiske løsningsforslag kan således siges tilsammen at udfylde ‘den gode
ledighed’ med normative utopier om et beskæftigelsessystem, hvor aktiveringsindsatsen tager
udgangspunkt i den enkelte lediges ønsker og egne selvrealiseringsmuligheder samt at disse bliver
anset som værdiskabende for samfundet. ‘Den gode ledighed’ er således en ledighed, hvor den ledige
har mulighed for at tilrettelægge sin egen aktivering således, at den stemmer overens med egne
ønsker, værdier og behov. Alt sammen i et samfund, der anser den enkeltes aktiviteter som
værdiskabende og anerkendelsesværdige, uanset om de foregår i eller udenfor det etablerede
arbejdsmarked.
De omfordelingsmæssige perspektiver
Anskuer man realiseringen af deltagernes utopier ud fra et omfordelingsperspektiv kan man spørge
sig selv, hvad er indenfor dette perspektiv i vejen for, at ‘den gode ledighed’ kan realiseres? Ved
realiseringen af f.eks. borgerløn, der kan kategoriseres som en transformativ omfordelingsstrategi,
vil man uundgåeligt løbe ind i en storm af modstand, der vil gøre realisering langsommelig og svær
(hvis ikke decideret umulig) at gennemføre (Hansen 2005: 20). Deltagerne pegede i den forbindelse
på, at der med udgangspunkt i de allerede eksisterende sociale ydelser kan etableres et springbræt
for forandring. Under realiseringsfasen i fremtidsværkstedet blev der formuleret en post-it, der lød:
“Statsoverføresel = borgerløn”. Denne post-it er udtryk for en forandringsstrategi, der er i tråd med
tanken om via media reformer. En forandringsstrategi kan derved forankres i noget, der allerede er
kendt for befolkningen og gennem denne forankring mindske den potentielle modstand mod den
radikale forandring.
For at fremme lige deltagelsesmuligheder og ‘den gode ledighed’ må vi den nuværende, ulige
økonomiske omfordeling til livs. Den ledige skal ikke kunne straffes ud fra økonomiske
sanktioneringer. I stedet må der sættes ind med nogle reformer, der fremmer den sociale integration
mellem ledige og den øvrige befolkning. Sådanne ændringer må have en mere transformativ
karakter, idet der er tale om, at rationalerne bag den nuværende beskæftigelsespolitik skal ændres
radikalt. Her må der sættes ind i forhold til at komme beskæftigelsespolitikkens work-first
principper til livs, der fastlåser et syn på ledige som værende dovne og initiativløse. Med deltagernes
udsagn i mente er det som bekendt ikke motivationen, der fejler noget, men i stedet et rigidt system,
der ikke tager højde for den enkeltes ønsker og visioner for fremtiden. Vil man denne mentalitet til
livs må der derfor sættes ind med affirmative initiativer, der gradvis kan være med til at fremme den
sociale integration. Her kunne et human kapital perspektiv være interessant. Med sådan et
perspektiv vil man, i stedet for at tænke i de nuværende work-first principper, tænke i langsigtede
investeringer i det enkelte menneske. En investering i uddannelse og kompetencer, som i tråd med
deltagernes ønske om et udvidet arbejdsbegreb ikke nødvendigvis skal føre til et lønnet job, men
52/66