Den gode ledighed - Roskilde Universitet

stadig, men der hænger i vor tid et stort spørgsmålstegn over fremtidens arbejdsmarked i kølvandet
af den økonomiske recession. Nemlig spørgsmålet omkring hvordan man vender denne negative
udvikling pa@ arbejdsmarkedet, især na@r det handler om beskæftigelse og arbejdsløshed.
Ledighedstallene for både Europa og USA er over en bred kam steget. Dette har medført en øget
politikudvikling med ønsker om økonomisk vækst og reduceret ledighed som hovedagenda. I denne
forbindelse har en række mere eller mindre effektive krisepakker set dagens lys og beskæftigelsesog
arbejdsmarkedspolitik er uomtvisteligt blevet sat højt på dagsordenen, både herhjemme og i
udlandet. Særligt har både OECD og EU haft sin interesse vendt mod den danske flexicurity model for
at finde inspiration til nye arbejdsmarkedspolitiske initiativer, der har haft til formål at løse den
faldende økonomisk aktivitet, faldende beskæftigelse og stigende arbejdsløshed. EU har endog,
gennem indoptagelsen af “flexicurity” i EU-institutionernes officielle politikvifte i 2007 (for
eksempel i den bredere Lissabon-strategi), gjort en aktiv arbejdsmarkedspolitik (en politik, der
aktivt regulerer arbejdsmarkederne) til en af grundpillerne for sin politikudvikling. Denne
udbredelse af arbejdsmarkedspolitiske tiltag, der næsten er gået hen og blevet en ‘policy-virus’ i
Europa, er indoptaget bredt og forventes i vidt omfang at være en effektiv politik til at fremme de
økonomiske vækstprocesser og i nogle henseender faktisk som et muligt svar på de “strukturelle
arbejdsløshedsproblemer”, der gør sig gældende på det europæiske arbejdsmarked (Jørgensen
2008: 9f, Jahoda 1982: 1f, EU: Ledighedsstatistik 2013). At den danske flexicurity-model, som
arbejdsmarkedsmodel, har vundet et så stort indpas i den europæiske arbejdsmarkedspolitik, vidner
om denne models opnåede succes og (målbare) resultater. Et centralt element ved denne model er
de ansættelses- og afskedigelsesregler, der knytter sig hertil. I en international sammenhæng må
disse regler betragtes som fortrinsvis liberale, da de giver virksomhederne en umiddelbar
fleksibilitet og autonomi over personalepolitiske beslutninger. Dette stiller, som udgangspunkt, den
danske lønmodtager i en situation med ringe jobsikkerhed i form af ansættelsesbeskyttelse. Dette
modvejes til en vis grad af en potentielt større mulighed for beskæftigelse idet, at virksomhederne
ikke tilskyndes til at fastholde allerede ansatte og derved øger jobomsætteligheden på
arbejdsmarkedet. Hertil kommer, at den ringe jobsikkerhed i et bredt omfang også kompenseres via
en velfærdsstatslig social sikkerhed, der sikrer, at den danske lønmodtager har mulighed for at
opretholde et vist indkomstniveau gennem ydelser såsom dagpenge og kontanthjælp. Disse kommer
dog, i den nuværende regerings “Ny og bedre indfasning af dagpengereformen”(BM, 2013), til at
hedde arbejdsmarkedsydelser. Det er dette sammenspil mellem fleksibilitet på arbejdsmarkedet og
sikkerhed igennem de offentlige velfærdssystemer, der udgør den danske flexicurity-models
hovedakse. Hertil kan den aktive social- og arbejdsmarkedspolitik udgøre et tredje hjørne af den
danske flexicurity-trekant (se bilag 5), der yderligere skal bidrage til at øge mobiliteten på
arbejdsmarkedet samt arbejdskraftens omstillingsparathed. Navnlig siden starten af 1990’erne er
6/66