Download PDF-dokumnet - Sundhedsstyrelsen

11 Buprenorfin - behandling, misbrug og
ordinationspraksis
11.1 Indledning
Metadon var indtil 1999 det eneste præparat, der kunne anvendes i substitutionsbehandlingen
i Danmark. Med indregistreringen af buprenorfin i 1999 blev substitutionsbehandlingen
af opioidafhængig mere nuanceret. Buprenorfin har i mange henseender i relation til
visse grupper af stofmisbrugere en mere hensigtsmæssig farmakologisk profil end metadon,
hvilket har kunnet bidrage til en bedre substitutionsbehandling generelt. Erfaringerne fra
dansk praksis og fra udenlandske undersøgelser peger på, at buprenorfin de kommende år
vil indtage en større plads i substitutionsbehandlingen i Danmark.
11.2 Behandling med Buprenorfin
Buprenorfin har været indregistreret til substitutionsbehandling af opioidafhængige siden
maj 1999 og har været anvendt i substitutionsbehandlingen siden (Petersen et al. 2000).
Rammer for behandling af stofmisbrugere findes i en række love, som vedrører sundheds- og
socialvæsen, og selve den lægelige behandling med Buprenofin reguleres via §5f, og §6 i
”Lov om udøvelse af lægegerning” (Lov nr. 435, Lov nr. 944, Lov nr. 267, Lov nr. 272) samt
Sundhedsstyrelsens cirkulære af 2003 om ordination af afhængighedsskabende medicin
(Sundhedsstyrelsen 2003a).
Retningslinier for substitutionsbehandling
Substitutionsbehandling skal altid være ledsaget af en psykosocial indsats, der retter sig mod
stofmisbrugerens fysiske, psykiske og sociale problemstillinger. I henhold til Sundhedsstyrelsens
cirkulære af 2003 om ordination af afhængighedsskabende lægemidler er indikationerne for
behandling både med buprenofin og methadon således følgende.
Ordinationen af substitutionsbehandling med buprenorfin eller metadon skal følge en
lægelig behandlingsplan, som igen indgår som en del af en større social handleplan
Beslutningen om at tilbyde substitutionsbehandling skal ses i lyset af, hvorvidt substitutionsbehandling
er relevant i forholdt til at realisere de mål, der indgår i disse planer.
Herudover er der en række supplerende overvejelser/betingelser som skal være opfyldt. For
det første, skal stofmisbrugeren være afhængig af opioider som defineret i WHO ICD-10:
”Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser” (F11.2). Herudover skal stofmisbrugeren
ønske behandlingen. Dette indebærer for det første, at behandlingen er frivillig, og for det
andet, at ønsket om denne behandlingsform (substitutionsbehandling) skal tillægges betydelig
vægt. Endelig skal andre relevante behandlingsalternativer være overvejet.
Substitutionsbehandling er en krævende behandlingsform, hvor stofmisbrugeren og behandlingsinstitutionen
binder sig i et forpligtende samarbejde over en ukendt, men ofte meget
lang tidsperiode.
På grund af den lave toksicitet og den formentlig ringere udvikling af afhængighed, er buprenorfin
anbefalet som førstevalgspræparat til yngre og nye, primært opioide-afhængige
stofmisbrugere, der ikke har været i behandling før. Til afgiftning fra et misbrug af korttidsvirkende
opioider, skønnes buprenorfin således at være et hensigtsmæssigt præparat.
Abstinenssymptomerne under afgiftning er beskedne, uanset om man afslutter behandlingen
af buprenorfin brat eller nedtrapper dosis over dage eller uger. Ved afgiftning af personer
i metadonbehandling bør metadondosis reduceres til 20-40 mg, og buprenorfin først påbegyndes
tidligst 24 timer efter seneste metadondosis for at undgå at fremprovokere abstinenssymptomer.
Generelt anbefales metadon som substitutionsbehandling til opioidafhængige gravide. Da
der ikke foreligger tilstrækkelig erfaringer med brug af buprenorfin i graviditeten, anbefales
det derfor, at gravide i substitutionsbehandling med buprenorfin normalt skifter til metadon.
Hensynet til den obstetriske behandling kan dog tale for, at gravide i stabil buprenorfin
behandling kan fortsætte med denne.
Narkotikasituationen i Danmark 2004 61