Rehabilitering i hjemmet - når livet skal leves på - Socialstyrelsen

86 Teamarbejde i projektetarbejdet, at når der opstår disse misforståelser,så gælder det om at få demafklaret med det samme, før rehabiliteringsforløbetkører ud af et forkert spor.Det er projektledelsens erfaring, atdet er en god idé at kontakte de relevantesamarbejdspartnere med detsamme, hvis der er noget, man ikkeforstår eller er helt uenig i. Det er langtat foretrække frem for at gå og danneforestillinger om hinanden, som måskeer helt forkerte. Og som i hvert fald kanvirke blokerende for et frugtbart samarbejdei den enkelte sag.Desuden har vi arbejdet med atskabe anerkendende relationer i praksis.Samtidig med at vi har arbejdet med dekonkrete rehabiliteringsforløb, har vi forsøgtat vise deltagerne, hvordan forskellighedernekan anvendes konstruktivt.Fremgangsmåden er at tage udgangspunkti de konkrete vanskelighederog problemstillinger, som en eller flerefagpersoner oplever i et forløb. Hereftereksemplificerer vi, hvordan de andrefagpersoner kan bidrage til løsningen.I en projektkommune havde hjemmeplejensmedarbejdere for eksempelvanskeligheder med, hvordan de skulleforholde sig i en konkret sag. De føltesituationen var gået i hårdknude, ogat de stod helt alene med deres problemer.På samrådsmødet diskuterede videres vanskeligheder. Her viste det sig,at nogle få hjælpemidler kunne løsneop for problemet. Men det var sværtfor medarbejderne at kommunikeremed borgeren. Det blev aftalt, at denkommunale rådgiver, der havde en godkontakt til familien, tog over. Hun villetale med familien om situationen oghjælpemidlerne. Hvis familien accepterede,kunne ergoterapeuten bevilges tilundervisning til brug af hjælpemidlerne.Vi sluttede mødet af med at evaluere,hvad vi lige havde gjort og hvordan.Vi spurgte også hjemmeplejens repræsentant,om hun synes hun havde fåetnoget ud af mødet. Om hun var tilfredsmed det foreløbige resultat, og det varhun. Hun var meget fortrøstningsfuld.Endelig har vi arbejdet med atsynliggøre forskellighederne gennemløbende skriftlig formidling, primært ide halvårlige afrapporteringer og nyhedsbrevene.Den personlige psykologiskeudfordringAt rumme forskellighed kræver ogsånoget af den enkelte person på detpsykologiske plan. Lars Paludan-Müller,2004 argumenterer for, at hver enkeltperson må udvide og ændre sin horisont,kognitive mønstre og forståelsermod en større tolerance og åbenhed forat få det fulde udbytte af mangfoldigheden.Fagpersonerne skal være villige tilat udvikle og ændre deres antagelser,nedbryde fordomme og agere kollektivttrods individuelle forskelle.Dette indeholder det menneskeligeog kulturelle paradoks, at menneskergenerelt søger sammen med ligesindedei betydningen andre, som, vi synes,er ligesom os selv. Ifølge antropologMarianne Gullestad sker dette, fordi viisær i Skandinavien opfatter lighed somenshed. Og ensheden forsyner os medtryghed og bekræftelse på, at vi er den,vi gerne vil være. Med andre ord blivervi bekræftet i vores selvidentitet gennemsamværet med ligesindede andre– dem der er ens med os selv.Bliver man derimod for ulige og forforskellige, træder man ud af enshedenog bliver pludselig en trussel mod detteens fællesskab. Dermed bliver man ogsåen trussel mod den identitet fællesskabethar defineret og løbende bekræfterhinanden i. Den normale reaktion påforskellighed er afstandstagen.