Betænkning om administrativ udvisning af udlændinge, der må ...

sikkerhed, jf. udlændingelovens § 36, er der efter arbejdsgruppens opfattelsegrund til at overveje, om disse sager også skal behandles under andre formerend i dag, navnlig henset til muligheden for i særligt sikkerhedsgodkendte foraat kunne fremlægge (en større del af) Som anført i kapitel 5.2.1 har Højesteret i sin prøvelse af frihedsberøvelsen afde to tunesiske statsborgere fastslået, at en kontrol af frihedsberøvelsens lovlighedskal indebære en vis prøvelse af det faktuelle grundlag for afgørelsenom, at udlændingen må anses for en fare for statens sikkerhed, ligesom Højestereti den ene af de to sager nåede frem til, at oplysningerne om den pågældendesaktiviteter og om forbindelsen mellem den pågældende og den andentuneser uanset at PET til brug for domstolsbehandlingen havde fremlagt enrække oplysninger om grundlaget for afgørelsen om udvisning, der ikke tidligerehavde været fremlagt ikke var tilstrækkelige.Der er altså i det gældende system den udfordring, at domstolene efter omstændighederneved prøvelsen ikke kender det fuldstændige faktiske grundlagfor afgørelsen om, at udlændingen må anses for en fare for statens sikkerhed,fordi PET i den gældende ordning ikke kan fremlægge yderligere/alle oplysningerpå grund af fortrolighedshensynene.Derudover er der den særlige problemstilling, at domstolene ved enhver beslutningom frihedsberøvelse skal foretage en konkret og individuel vurderingaf indgrebets proportionalitet, herunder at foranstaltningerne i udlændingelovens§ 34 ikke er tilstrækkelige. Denne afvejning er som kravet til det faktiskegrundlag for afgørelsen om, at udlændingen må anses for en fare for statenssikkerhed afhængig af en (vis) indsigt i grundlaget for farevurderingen.Det bemærkes i den forbindelse, at en udlænding, der må anses for en fare forstatens sikkerhed og derfor udvist efter udlændingelovens § 25, som udgangspunktfrihedsberøves, indtil der eventuelt måtte blive truffet afgørelse om, atudlændingen ikke kan udsendes på grund af princippet om non-refoulement iudlændingelovens § 31.Der er altså behov for at tænke nyt i forhold til efterprøvelsen af sådanne afgørelserfra politiet.237