Europa-Parlamentets forhandlinger

24-09-2008
DA
Europa-Parlamentets forhandlinger
Luca Romagnoli (NI). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil vove at påstå,
at man umuligt kan forklare, hvordan man kan tøjle stigende energipriser på godt et minut.
Lad os forsøge at ridse situationen op: Vi har først og fremmest brug for nationale
socialpolitikker til fordel for de mest sårbare grupper og mindre virksomheder som f.eks.
fiskere, men også til fordel for offentlige myndigheder. Jeg går derfor ind for målrettede
sociale foranstaltninger, sådan som hr. Turmes nævnte. Dernæst har vi brug for en
anderledes politik over for producentkarteller og lande, sådan som hr. Buzek og måske
nogle andre har sagt. Det er helt afgørende.
Jeg vil også gerne fremhæve et andet aspekt, hvor vi ofte trækker en nitte. Det er i
spørgsmålet om punktafgifter. Hvis der blev lagt loft over den maksimale pris, som
regeringerne kunne forlange for brændstoffer, ville punktafgifterne automatisk blive
tilpasset dette loft uden krænkelser af den skattemæssige subsidiaritet eller lovene om fri
konkurrence. Hvorfor ikke overveje idéen? Det forekommer mig, at hr. Piebalgs antydede,
at han gik ind for noget i den retning.
Efter min mening har vi generelt set brug for en strategi, der belønner dem, der forbruger
mindre, og straffer dem, der forbruger mere – med andre ord en strategi, der belønner
energieffektivitet. Vi har imidlertid også brug for foranstaltninger til at slå hårdt ned på
spekulation, da sådanne ikke findes, samt for en tovejsjustering af detailpriser og
produktionsomkostninger.
Vito Bonsignore (PPE-DE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Tendensen inden
for energipriser kvæler økonomien og underminerer købekraften hos familierne, hvis
energiregninger stiger ubarmhjerteligt.
I denne nye sammenhæng er der en tydelig forbindelse mellem energipriser og
udenrigspolitik og dermed producentlandenes øgede politiske magt. Europa skal helt klart
følge en kortsigtet strategi, der går ud på at fremme brugen af vedvarende energikilder,
fremme og forske i nye metoder til udnyttelse af naturlig og ren energi samt opbygge nye
rørledninger. Derfor er det også nødvendigt at øge vores olie- og gasreserver.
Alt dette er ikke nok. Der er brug for nye initiativer. Jeg vil fremhæve de to forslag, som
ministerpræsident Berlusconi har stillet i løbet af de seneste uger: afholdelse af et møde
mellem alle energiproducerende lande med henblik på at indføre en maksimumpris og
iværksættelse af en omfattende plan for atomkraftværker. Kan Kommissionen svare på
disse to forslag, hr. kommissær? Og når Kommissionen forklarer sine strategier for
planlægningen af en anderledes forsyningsfremtid, kan den så fortælle os, om den kender
til finansielle spekulationer, og hvad den agter at gøre ved dette problem?
Reino Paasilinna (PSE). – (FI) Hr. formand! Dette beslutningsforslag er vigtigt, og vi har
vores egen grundholdning til det. Situationen er lige så stormfuld som Bermudatrekanten,
og afhængighed, klimaproblemer og priser, som de fattige simpelthen ikke kan betale,
pisker havet til skum – for ikke at glemme spekulanterne og fødevarepriserne.
Vi ved, at energibesparelser er nødvendige og den mest effektive løsning. De fattige sætter
imidlertid kun et beskedent aftryk sammenlignet med de rige, der ikke har nogen intentioner
om at spare på energien, men som er villige til blot at betale mere.
Bør vi derfor i denne situation indføre love om progressiv energibeskatning? De, der har
råd til det, skal betale relativt mere for energien. Eller bør vi indføre højere priser på varer,
der forbruger megen energi, eller på tjenesteydelser, der bortøder energi? Spekulanterne
skal helt klart bringes under kontrol. Vi taler om bæredygtig udvikling. Dens helte er de
111