Europa-Parlamentets forhandlinger

96
DA
Europa-Parlamentets forhandlinger
Jeg vil drage følgende konklusioner. For det første hvad laissez faire-tilgangen og den
manglende regulering angår og med tanke for det forbehold, der følger med mit job, mener
jeg at have udtrykt mig temmelig klart. Efter min mening skal vi nu bevæge os ud over
debatten for og imod regulering. Finansiel deregulering er nu et forældet begreb. En stærk,
moderne finansiel regulering vil blive løsningen fra nu af. Den skal tilpasses. Vi skal gå
videre end det, der er gjort hidtil.
Det er det første, jeg ønsker at slå fast, og her udtrykker jeg mig overordentlig klart. Jeg
lyttede også omhyggeligt til det, fru Koch-Mehrin sagde, og jeg gentager hendes ord, nemlig
at regulering ikke er markedets fjende. Alle må se deres ansvar i øjnene. Det er de offentlige
myndigheders opgave at regulere og tilpasse de gældende regler, fordi det er systemets
stabilitet, beskyttelsen af individuelle opsparere og beskyttelsen af indlånerne, der står på
spil. Jeg vil også sige til hr. Wurtz: Det er også beskæftigelsen og væksten, som har direkte
indvirkning på realøkonomien, der trues af denne krise. Det er derfor, vi skal handle,
herunder for de mindst velstillede, og det skal gå stærkt.
For det andet er jeg overbevist om, at Europa skal handle inden for en styrket international
samarbejdsramme. Der er ikke noget alternativ. Som det allerede er sagt, skal Europa lade
sin stemme høre, ellers vil vi blive underkastet følgerne af de amerikanske løsninger. Det
er allerede sket for Sarbanes-Oxley. Vi så, hvilke følger det fik for visse europæiske selskaber.
Vi så den virkning, det fik for revision og markedsstandarder.
Vi kan begynde med det samme. Den eneste fordel, vi har, er, at Europa, som hr. Almunia
og præsident Sarkozy begge har understreget, i dag kan gøre sig stærkt gældende, lade sin
stemme høre på den internationale scene, tage tøjlerne og få et forspring. Jeg opfordrer
alle europæere til indbyrdes koordination, så Unionen får en stærk tilstedeværelse på den
internationale scene, og til at reflektere over internationale finansielle strukturer og over
internationale regulerende myndigheder.
For hvis der ikke træffes internationale foranstaltninger, kan vi ikke klage over, at der
mangler alternativer til at trække på statsejede fonde, som vi jo ønsker at beholde. Jeg fælder
ikke nogen dom, men det er nødvendigt med en vis konsekvens i denne henseende. Vi skal
gøre os klart, hvad vi ønsker at gøre, og at hvis Europa forsømmer at handle, vil vi blive
nødt til at gribe til andre midler til stabilisering af det finansielle system.
Det tredje, jeg er overbevist om, er blevet nævnt af en række talere, herunder hr. Schulz.
Det er rigtigt, at vi skal tage fat på spørgsmålet om lønninger og problemet med overskud
i sammenhæng med cykliske markedsaktiviteter. Spørgsmålet om markedsoperatørernes
lønninger skal også ses i sammenhæng med denne internationale overvejelse. Jeg er ikke
den første, der siger det. Gordon Brown har også sagt det tidligere. Jeg finder det logisk, og
spørgsmålet skal gøres til genstand for nøje overvejelse.
Det står klart, at det ikke blot er en økonomisk og finansiel krise, men også en etisk og
ansvarsbetinget krise. Det er en krise for etikken i økonomien, som berører alle aktører og
politiske ledere, uanset sympati. Som hr. Wurtz og andre talere har betonet, skal
pengevæsenet forsat tjene økonomien. Økonomien må ikke blive offer for pengevæsenet.
Som jeg sagde det, skal vi gøre os overvejelser om de finansielle institutioners rolle og om
den køreplan, finansministrene vedtog på basis af Kommissionens forslag. Lad os tale om
specifikke fremskridt. Til fru Berès vil jeg sige, at vi skal gå længere og, hvad tidsplanen
angår, handle hurtigt. Jeg gentager det, hr. Almunia sagde: Kommissionen skal handle
24-09-2008