Europa-Parlamentets forhandlinger

24-09-2008
DA
Europa-Parlamentets forhandlinger
Konrad Szymański, for UEN-Gruppen. – (PL) Hr. formand! Indien er en af vores strategiske
partnere, både hvad angår handel og politik, og spiller en konstruktiv rolle i regionen. Men
tiden er inde til, at den indiske regering må lægge øre til nogle skrappe ord om de åbenlyse
krænkelser af trosfriheden på sit territorium. Ifølge All India Christian Council er kristne
i gennemsnit hver tredje dag mål for aggression og intolerance af varierende grad. Folk
dør, og kirker bliver revet ned, alt imens retsvæsnet indtager en usædvanligt passiv holdning.
Vi kan ikke tolerere lovgivning, der visse steder i Indien forbyder folk at konvertere til
kristendommen. Vi forventer en ihærdig indsats på dette område og også i forhold til den
kompensation, kristne samfund er berettiget til for skader på deres ejendom.
Jeg opfordrer til, at alle disse punkter fremlægges klart og tydeligt på topmødet mellem
EU og Indien senere på måneden.
Gisela Kallenbach, for Verts/ALE-Gruppen. – (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne starte med
at understrege, at min gruppe har en stærk interesse i gode partnerskabsbaserede relationer
med Indien, et land, som betragtes som verdens største demokrati.
Men – og det er vi også nødt til at fremhæve – et lige partnerskab indebærer, at man tager
åbent og ærligt hånd om problemerne. Det sker stadig ikke med Indien, og det fremgår
heller ikke af den foreliggende beslutning. Derfor er vi desværre ikke i stand til at støtte
dette kompromis.
Hvordan kan vi påstå, at Indien er et forbillede for håndteringen af kulturel og religiøs
pluralisme, som der står i beslutningen, når utallige mennesker endnu en gang er blevet
dræbt under de voldelige overgreb, som ekstremistiske hinduer har udøvet mod kristne i
Orissa og muslimer i Kashmir? De ansvarlige for pogromerne i Gujarat er stadig ikke blevet
retsforfulgt. Omkring 200 sager snegler sig stadig gennem Indiens langsommelige
retssystem.
Gribes der i virkeligheden beslutsomt ind over for de radikale gruppers overgreb og
massakrerne mod kristne og muslimer? Hvor stor ligestilling nyder dalitterne reelt? Gælder
menneskerettighederne virkelig for alle? Beskyttes børn langt om længe mod arbejde og
udnyttelse? Disse spørgsmål bør vi diskutere åbent med vores indiske partnere.
Gennem de sidste fem år har den indiske nationale menneskerettighedskommission
registreret, at over 14 000 personer er døde, mens de var i politiets eller militærets varetægt.
Jeg opfordrer Indien til at ændre den særlige bemyndigelseslov for de væbnede styrker. Det
er denne form for vilkårlig retspleje, der holder gang i oprørsbevægelserne i mange indiske
delstater.
Fattigdom i Indien giver fortsat grund til stor bekymring, og selv programmer af høj kvalitet
er ikke nok. Der skal gøres meget mere, eftersom 40 % af verdens mest underernærede
børn bor i Indien.
Ved hjælp af viden- og teknologioverførsel kan Europa yde et meget væsentligt bidrag til
en virkelig bæredygtig udvikling i Indien.
Jaromír Kohlíček, for GUE/NGL-Gruppen. – (CS) Hr. formand, mine damer og herrer!
Da Indien blev uafhængigt i 1947, pegede en andel af befolkningen på 18 %, der kunne
læse og skrive, den ustabile politiske situation og graden af økonomisk udvikling på ingen
måde på den form for problemer, vi ville stå over for 60 år senere. Tværtimod er landets
udviklingsproblemer langt fra overstået. Der er stadig mange millioner mennesker, der
ikke kan læse og er arbejdsløse og socialt marginaliseret, men nu har vi at gøre med en
29