INDLEDENDE MANØVRER

Momenter af en moderne erfaring
ikke eksisterer nogen kvalitativ forskel mellem den virkelighed, han har skabt i tanken og den,
der ligger uden for ham:
Det forfærdelige fylder hele atmosfæren. Du ånder det ind med det gennemsigtige; men i
dig bundfælder det sig, bliver hårdt, antager spidse, geometriske former mellem organerne;
for alt, hvad der har tildraget sig af kval og gru på retterstederne, i marterkamrene,
galehusene, operationssalene, under brobuerne i sene efterår: alt det er af en sej
uforgængelighed, alt det varer ved og hænger fast ved sin skrækkelige virkelighed […] (p.
57/71)
Friktionen, som udlades af konfrontationen med de forskellige virkeligheder (p. 119/146),
sønderbryder og perforerer det udsatte storbyjeg og illustrerer meget fint friktionen som det
gennemgående princip i Maltes møde med verden. Friktionen er i sin natur dobbeltrettet.
Således foranlediges den af det manglende afværgefilter, af den manglende afgrænsning af
jeget. Men den er samtidig betinget af netop to grænsefænomeners sammenstød og markerer
den uovervindelige grænse, der til forskel fra den romantiske organismetankes
enhedsforståelse eksisterer mellem det moderne individ og dets verden.
Manden i mængden
Selvom Malte hele tiden bevæger sig rundt i byen – ”Himlen må vide, i hvor mange byer og
bydele, på hvilke kirkegårde, broer og passager” (p. 35/44) – og sættes i svingninger af byens
mængde og dens kontrastfyldte udtryk, så fremstår han dog ikke som en naturlig og
selvstændig del af mængden og byen. I momenter smelter han sammen med byens
sanseindtryk, oplades og antager en lånt identitet, som historien om ”snublemanden” viste.
Men de stadige opladninger styrker ham ikke som et enhedsligt jeg, men anonymiserer eller
tømmer ham som subjekt og efterlader ham som et tomt stykke papir. Byens disharmoniske
indtryk bevæger Malte og løfter ham ud af sig selv som den musik, han altid havde været
mistroisk over for, fordi ”den ikke lagde mig igen, hvor den havde fundet mig, men dybere, et
eller andet sted helt nede i det ufærdige” (p. 96/118). Den moderne verdens amorfe
menneskemasse og stadige produktion af sanseindtryk leverer ingen spejlingsmuligheder.
Jeget kan ikke som i den romantiske organismetanke genkende og affirmere sig selv i det
ydre, men stødes derimod væk fra verden, atomiseres og efterlades som et splittet og
uafgrænset selv i gadernes og husenes ufærdige virkelighed (p. 174/211). Malte er i sin
omgang med mængden på paradoksal vis stedt alene og gennemsyret af den samme
24
Formateret: Dansk
Slettet: ,
Slettet: ,
Slettet: ,
Slettet: ,