INDLEDENDE MANØVRER

Momenter af en moderne erfaring
(p. 72/89). ”Hånden” udstiller således endnu engang Maltes moderne – og sublime –
skrøbelighed. En eksistentiel skrøbelighed, som inden for Kants æstetik er knyttet til
sansernes nederlag i fremstillingen af et adækvat begreb til forstanden, og som i ”Hånden”
manifesterer sig i Maltes manglende evne til at fortælle om skete:
Jeg sank et par gange noget i halsen, for nu ville jeg fortælle det. Men hvordan? Jeg tog mig
ubeskriveligt sammen, men det var ikke til at sige, så at nogen begreb det. Hvis der gaves
ord for denne hændelse, så var jeg for lille til at finde dem. (p. 73/90)
Det sublime i den pågældende erfaring er således tæt forbundet med netop denne manglende
evne til at syntetisere indtrykket, eller, sagt med Lyotard, det sublime er ”selve tegnet for det,
som ikke kan forestilles”. 126
Det transcendente og guddommelige
I Kritik der Urteilskraft forsøger Kant afslutningsvist at koble dele af sin tænkning til et
bibelsk univers, idet han betegner det jødiske forbud mod en billedliggørelse af det
guddommelige som værende sublimt. 127 Men Kants bestemmelser er som tidligere antydet
hele tiden på vej til at overskride rammerne for den jødiske og kristne teologi, idet subjektet i
den sublime erfaring gennem fornuften hæver sig over den sanselige verden, som Gud har
skabt. På trods af de transcendentale anslag og den guddommelige, sublime tonalitet, der bl.a.
giver sig til kende gennem analysen af det store i Malte Laurids Brigges Optegnelser,
indskriver Maltes moderne erfaring sig i lighed med Labyrintens jeg ikke i et veldefineret og
fast forankret religiøst verdensbillede. Selvom ”Feberen”, ”Hånden”, ”Spejlet” og ”Huset” på
hver sin måde artikulerer en transcendens, munder episoderne ud i en decideret afvisning af
Gud:
Da jeg blev ladt så temmelig i ro, gennemgik jeg tidlig en række udviklinger, som jeg først
meget senere i en fortvivlelsens tid satte i forbindelse med Gud, og det så heftigt, at han
dannedes og gik itu i løbet af næsten ét og samme nu. (p. 84/104)
Den potentielle antropoteisme i Kants tredje kritik finder derfor et radikaliseret udtryk i
Maltes erfaring, som sprænger rammerne for en jødisk-kristen tankegang i sin insisteren på
Guds fravær. Den størrelse, som Malte uforpligtigende omtaler som Gud, skal således ikke
126 Lyotard, 1992, p. 14
127 ibid., p. 150
62
Formateret: citattekst,
Tabulatorer: Ikke med 160,5
pkt.
Slettet: (p. 84/104).
Slettet: Lyotard, 1992