INDLEDENDE MANØVRER

Momenter af en moderne erfaring
krystalliserer. Men Maltes perception i storbyen er ikke forlenet med iagttagerens
distancerede blik, der potentielt kunne signalere en manglende følelse eller indlevelse. I stedet
er Malte udstyret med en så udviklet indlevelse, at han momentant smelter sammen med
sanseobjekterne. Frem for at lukke af for byens nervestimuli med et distanceret og
panorerende voyeur-blik står Malte til rådighed for enhver stimulus og indfanges af alle byens
virvar af enkeltheder. I en næsten dissekerende bevægelse fokuserer han med fascinationens
opmærksomhed på den mængde detaljer, der for hans blik udskiller sig i al deres ækel- og
konturløshed. Omverdens fænomener bemægtiger sig romanens jeg. Og verdens materialitet
og rene immanens trænger sig ind på jeget, som i sin overpotenserede følsomhed ikke er i
stand til at frasortere sanseindtrykkene.
Allerede på et så tidligt tidspunkt i analysen af det hæslige, træder strukturligheden med det
sublime tydeligt frem i kraft af den åbning, den æstetisk idiosynkratiske optik tilfører. Den
dissonantiske tonalitet, som på et mere overordnet niveau blev behandlet i specialets første
del, fremstilles nu eksplicit igennem Maltes perception i byen. Det hæslige som udtryk for en
moderne erfaring og det sublime som udtryk for en guddommelig erfaring spejler således
hinanden i den dobbelthed af lyst og ulyst, som blev fremhævet i Labyrint-analysens
gennemgang af det sublime. Sammenfaldet mellem Bjørnvigs og Kants formuleringer
fremgår tydeligt af følgende citat fra Kritik der Urteilskraft:
[…] fordi sinnet ikke bare trekkes mot gjenstanden, men også alltid vekselvis støtes bort fra
den, så fortjener velbehaget ved det sublime, som inneholder mer beundring og aktelse enn
positiv lyst, å kalles negativ lyst. 107
Hæslighed og eksistentiel udsathed
Det er endvidere iøjnefaldende, at den udsathed, som er indskrevet i den sublime erfaring qua
overskridelsen af jegets anskuelsesformer rum og tid, også lader sig aflede af det hæsliges
nærvær i værket. Hos Malte manifesterer den sig bl.a. implicit i det resignerende udsagn: ”Det
forfærdelige fylder hele atmosfæren” (p. 56/71). Men også hos Olsson finder vi forbindelsen
mellem det ækle og subjektets udsathed: ”Äcklet är skandalen att människan, den nu mycket
lilla människan, inte har herrevälde över sig själv och sin omvärld” 108 . Subjektets udsathed og
107 Kant, 1995, p. 118
108 Olsson, 1982, p. 4
49
Slettet: ,
Slettet: ,