INDLEDENDE MANØVRER

DET MODERNE OG SUBLIME
Det sublimes moderne potentiale
Momenter af en moderne erfaring
I kraft af den specifikke æstetiske udformning af den guddommelige erfaringsform, der
manifesterer sig i Labyrinten, demonstrerer Baggesens værk en overordentlig tidlig
inspiration fra Kritik der Urteilskraft. Qua en stadig vekslen mellem disharmoniske
absolutter, lyst og ulyst, tilintetgørelse og selvbekræftelse, romanjegets mentale stigning samt
Labyrintens erfaringsoverskridende negering af rum- og tidslige forhold, optræder det
sublime som udfoldet i Kants tredje kritik således som en adækvat betegnelse for jegets
momentane guddommelighedserfaring. Baggesen formår dog ikke alene at formulere en
eksemplarisk litterær gengivelse af den sublime erfaring. Labyrintens specifikke bearbejdning
af Kants bestemmelser antyder endvidere den sublime erfarings latente moderne potentiale.
Den disharmoniske tonalitet er allerede blevet fremhævet, men jegets stræben efter den
sublime erfaring peger yderligere i retning af en moderne erfaringsform, idet det sublime ikke
alene illustrerer den romantiske uendelighedslængsel, men også overskrider denne i kraft af
jegets higen efter en tilstand, hvor kategorierne skrider og opløser sig i overensstemmelse
med den moderne storbys bearbejdning af rum og tid, som vi finder hos Rilke. Den
begyndende moderne erfaringsform, som Labyrinten således fremskriver under inddragelse af
det sublime, elaboreres endvidere i de passager, hvor Baggesen indirekte problematiserer
Kant ved at forstærker den antropoteisme, der ligger potentielt hos Kant. Dette træder
tydeligst frem i negeringen af den specifikt bibelske ramme, Kant placerer sine filosofiske
bestemmelser inden for. I kontrast hertil benytter Labyrintens jeg sig af en synkretistisk
diskurs, der peger i retning af et moderne subjekt, der ikke uden videre udlægger sin mererfaring
som traditionel metafysisk eller religiøs, men i stedet står tøvende oven for sin
erfaring. Gennem sine ansatser til antropoteisme, den tomme himmel og den
betydningsmæssige tømning af Gud som den traditionelle metafysiske størrelse, etablerer
Labyrinten et univers, hvor transcendensen er placeret i det immanente, i mennesket. Herved
formulerer Baggesens værk yderligere, sammen med det skrøbeligt momentane i jegets
sublime erfaring, et erfaringsfelt, der peger i retning af en gryende modernitetserfaring.
Værket igennem antydes der således en dialog mellem en moderne og en guddommelig
erfaringsform i det sublimes skikkelse. En dialog, der smider antydningens form og
46
Slettet: dissonante
Slettet: e