INDLEDENDE MANØVRER

Momenter af en moderne erfaring
en rystelse 74 , vi ligeledes genfinder hos Baggesen: ”Jorden bæver rundt derom, I
Krampehvirvelen af Himmelens Orkaner” (p. 287). I Labyrintens hymne knyttes rystelsen i
modsætning til de gammeltestamentlige teofanier ikke til mennesket, men kun eksplicit til
naturen. Naturens rystelse er dog beskrevet gennem bæven og krampe, der som menneskelige
tilstande allerede fra kapitlets start anlægger den mentale rystelse, som hele kapitlet drejer om
i kraft af det sublime fokus.
Strassburg-kapitlet som sådan er minutiøst inddelt efter jegets placering i forhold til og i
katedralkirken. Det første afsnit, der indeholder ovennævnte hymne, omhandler jegets
vandring til kirken samt jegets betragtning af kirken på afstand. I takt med jegets fysiske
bestigning af kirken bevæger det sig mentalt mod den endelige sublime kulmination i de
følgende afsnit, ”Udsiden”, ”Kirken”, ”Taarnet” og ”Spidsen af Spiiret”. Denne opdeling,
som eksplicit angives i kapitlet, udspalter og fremstiller kirken som bestående af uafhængige
bestanddele, et ydre, et indre, tårnet og spidsen, og anskueliggør således strukturelt den
sublime erfaring af en manglende evne til at sammenfatte det mangfoldige i en enhed. Trods
den helt grundlæggende antagelse hos Kant om at det sublime alene vedrører naturen og ikke
kunsten, udfolder Kant bl.a. denne umiddelbare, manglende syntetiserende evne hos subjektet
i forhold til de egyptiske pyramider, som han i lighed med Baggesen umiddelbart knytter til et
kirkeligt rum:
Men er man for nær, trenger øyet tid til å fullføre oppfattelsen av trinnene fra grunnflaten til
toppen. I oppfattelsen forsvinner imidlertid alltid de første trinnene før innbildningskraften
har fått med seg de siste, og sammenfatningen er aldri fullstendig. Kanske kan dette også
forklare den forferdelsen eller forlegenheten som angivelig griper tilskueren som for første
gang trer inn i Peterskirken i Roma. 75
I Labyrinten trænger det sublimes register sig dog ikke først på, idet jeget træder ind i kirken,
men allerede på vejen til kirken. Mødet mellem jegets blik og kirken synes mere specifikt at
indskrive sig i den matematiske sublime erfaring: ”Det majestætiske Spiir […] Hvor uendelig
overtraf dets Høide allerede i denne Frastand min Indbildning. (p. 288)”. Som tidligere nævnt
knytter Kant det matematisk sublime til et objekts størrelse, i ovenstående tilfælde højden,
74 Bibelen, 1993, Hab. 3: ”Hvor han træder, ryster jorden, hvorhen han ser, skælver folkene. De ældgamle bjerge
slår revner, de evige høje synker sammen. […] Solen glemmer at sende sine stråler, månen bliver i sin bolig; de
flygter for lyset af dine pile, for lysskæret fra dit lynende spyd. [….] da jeg hørte det, skælvede mit indre, ved
lyden klaprede mine tænder.”
75 Kant, 1995, p. 126
36
Slettet: ,
Slettet: ,