INDLEDENDE MANØVRER

Momenter af en moderne erfaring
endeligt bestemme sin erfarings indhold, men pendler mellem det behagelige og det
ubehagelige (p. 289), udmattelse og fryd i en sindets rystelse:
Er det Lyst eller Smerte, jeg føler i denne svimlende Tilstand? Er jeg Livet eller Døden
nærmere paa denne støvløse Pynt? Jeg vorder, og ophører – skabes og tilintetgiøres –
triumpherer og daaner i een og samme Fornemmelse! (p. 300)
Hos Baggesen fremhæves således den karakteristiske dissonantiske samtidighed af lyst og
ulyst i Kants bestemmelser af det sublime, og det sublime knyttes til en paradoksal cirkulær
metamorfose med livet og døden som vekslende polære størrelser. Det svimlende aspekt, som
Baggesen flere gange lader optræde i forbindelse med den sublime erfaring (p. 298, 299; et
passim), understøtter først og fremmest den utilstrækkelighed, som subjektet erfarer hos Kant,
idet indbildningskraften svigter ved ikke at levere et begreb til Forstanden. Objektet
foranlediger subjektet til at tænke det ubegrænsede og formløse, som i kraft af sin
grænseløshed frasiger sig enhver form for repræsentation eller fremstilling, idet det
overskrider subjektets anskuelsesformer rum og tid. I Kants første kritik, Kritik der reinen
Vernunft, bestemmer Kant som berørt i indledningen netop anskuelsesformerne som værende
konstituerende for subjektet og mulighedsbetingelsen for al erfaring. 85 Ved at lade det sublime
i dets uendelighed overskride de grundlæggende former, hvori subjektet erfarer, er Kant
således ved at overskride det helt konstituerende for subjektet, som derved kastes ud i en
svimlende tilstand, hvor det, som vi ser hos både som Baggesens og Rilkes jeg, er sat i en
udsat position og føler sig truet på sit liv. Når indbildningskraften således drives til sit
maksimum og sin grænse, drives subjektet som sådan til erfaringens afgrund, idet det
uendelige netop af sanseligheden og indbildningskraften erfares som en ”avgrunn den frykter
å fortape seg i” 86 . I kraft af denne utilstrækkelighed hos subjektet, træder fornuften til som en
uindskrænket evne hos samme subjekt og ”tilbakeføre[r] det absolutt store til ens egen
subjektrelaterede bestemmelse”. 87 Subjektet føler sig således overlegen over naturen i sig selv
– og dermed også over naturen uden for sig selv, hvilket efterlader sindet i en ophøjet ro, der
affirmerer subjektet eller, som romanens jeg formulerer det, ophøjer det over støvet (p. 300).
Hos Baggesen udtrykkes det dissonantiske, som vi også så udfoldet i Malte Laurids Brigges
85
Løgstrup, Kants kritik af Erkendelsen og refleksionen, p. 43
86
ibid., p. 132
87
Kant, 1995, p. 145
39
Slettet: qua
Slettet: og de 12 kategorier
Formateret: Skrifttype: Ikke
Fed
Formateret: Skrifttype: Ikke
Fed
Slettet: 1995