INDLEDENDE MANØVRER

Momenter af en moderne erfaring
sagte, blødt op og ned, som om de parrede sig stående. Men skønt de stod, og jeg løb som
en rasende i udkanten af kørebanen […], var det dog i virkeligheden sådan, at de bevægede
sig, og jeg ikke rørte mig. For ingenting forandrede sig; når jeg så op, så jeg stadig de
samme huse på den ene side og på den anden udstillingsvinduerne. (p. 38f./47f.)
I den intense skildring af byens karnevalsscenarium fremstår Maltes erfaringer som
uvirkelige, klaustrofobiske og mareridtsagtige. Han er lukket inde i gadens tyktflydende
masse, som i sin udhævede kropslighed kontrasterer Malte, der i sin jagt på ufiltrede
sanseindtryk netop negligerer det kropslige ved ikke at spise. Gadens mennesker fungerer
således ikke som spejlingspunkter for Malte. Menneskene antager derimod snarere som i
drømmens forvrængning form af dyriske og fremmedartede skikkelser, der i deres
karnevalsklædninger gnider sig op af hinanden og parrer (sic!) sig stående som dyr. Det
uvirkelige i byens rum understreges yderligere gennem Maltes kontrastfyldte erfaring af at
løbe som en rasende uden overhovedet at bevæge sig. Scenen er omgivet af et arketypisk
mareridtsagtigt skær og fremhæver Maltes vanskeligheder ved at gestalte sig eller blive til
virkelighed i den ufærdige og uvirkelige verden, der karakteriserer det moderne liv, der netop
synes svært, ”fordi det er så ligetil” (p. 155/189). Den paradoksale påpegning af, at det
moderne menneskes vanskeligheder netop beror på livets lethed, korresponderer indirekte
med Simmels formuleringer i ”Storbyerne og det åndelige liv”:
Livet bliver på den ene side gjort uendeligt let, idet impulser, interesser, midler til at
udfylde tiden og bevidstheden tilbyder sig fra alle sider og trækker personligheden ind i en
strøm, hvor der knap nok er brug for selv at foretage svømmebevægelser. På den anden side
sammensættes livet dog mere og mere af disse upersonlige former for underholdning, som
ønsker at fortrænge de egentlig personlige nuancer […]; så netop for at redde dette
personlige, må det frembyde en ekstrem særegenhed og originalitet; det må overdrive det
for overhovedet at kunne høres, også af sig selv. 52
Simmels formuleringer synes netop at være betegnende for Maltes erfaring i gadens
karnevalsscenarium. Uanset hvor meget Malte løber, så er tempoet bestemt af massens
rytmiske parringsbevægelser. Der er med Simmels ord ikke brug for selv at foretage
svømmebevægelser. Men selvom storbyens sansebombardement i Malte Laurids Brigges
Optegnelser ikke affirmerer og stadfæster jeget, så søger jeget igen og igen ud i byens
disharmoniske udtryk uden afværgefilter. Den tilstræbte konfrontation med storbyens verden
resulterer ikke i en gestaltning af jeget, men netop gennem konfrontationens friktion mærker
eller, som Simmel formulerer det, hører Malte sig selv. Han forsøger at genstandssætte sig i
26
Slettet: emfatiserer
Slettet: ,
Slettet: ,