INDLEDENDE MANØVRER

Momenter af en moderne erfaring
sig til objektets størrelse og magt 68 , men begge er fælles om at ”medføre[…] ideen om det
uendelige”. 69
Som nævnt indledningsvist problematiserer Lyotard Kants æstetik til fordel for Burkes i ”Det
sublime og avantgarden”. Dette skyldes to ting. Burke synes således lettere at operationalisere
i forhold til den avantgarde, som er reserveret hovedinteressen i artiklen. Burkes æstetik
udkaster nemlig, ifølge Lyotard, i højere grad en række muligheder for avantgardistiske
eksperimenter, hvilket bl.a. anskueliggøres med det opgør med klassicismens ”regel om
efterligning” 70 , som Lyotard i pågældende artikel først og fremmest knytter til Burke. Lyotard
forholder sig endvidere spørgende til Kants æstetik, idet ”spørgsmålet om tiden, om Sker det?,
[ikke] udgør […], i det mindste ikke eksplicit, en del af Kants problematik.” 71 . Hovedærindet
hos Burke er imidlertid omvendt at vise, at det sublime fremkaldes af truslen om, at intet mere
sker. Lyotards diskussion af Kant giver imidlertid anledning til undren. Mht.
operationalisering er der ingen tvivl om, at Kants æstetik i sin kompleksitet er sværere at
operationalisere end Burkes. Når det er sagt, så synes det dog endnu sværere at tænke især
Kants tredje kritik uden om det nævnte opgør med klassicismens mimesisideal, idet den
overskridelse af rum og tid, der finder sted i det sublimes sprængning af indbildningskraften,
netop frasiger sig enhver form for repræsentationstænkning. Med hensyn til Kants manglende
problematisering af tiden og dette for Lyotard afgørende Sker det?, så indgår tiden uden tvivl i
Kants bestemmelser. Det sublime problematiserer således tiden i samme bevægelse, som det
demonstrerer en transcendens af rum og tid. Kants bestemmelser af det sublime er ikke på
samme måde som Burkes tænkning bundet op på truslen om, at noget ikke sker. Hos Kant
repræsenterer det sublime derimod, som Lyotard i øvrigt også giver udtryk for i Gestus72 , en
momentan spasme i tiden, et det sker ikke. Det sublime hos Kant er således ikke knyttet til
berøvelsen af lyset, næsten, genstanden etc. 73 I forhold til disse afsvækkede berøvelsesformer,
som vi ser hos Burke, er Kants tænkning mere radikal. Hos Kant er subjektet således på
68
Fjeldmassiver, mælkevejen, dybe afgrunde og skyggefulde ødemarker er blandt de fænomener, som Kant
fremdrager i forbindelse med det matematisk sublime. Blandt de i uegentlig forstand dynamisk sublime
naturfænomener nævner Kant bl.a. de truende klipper og tordenskyer, destruktive vulkaner og det grænseløse
ocean (Kant, 1995, p. 130ff.).
69
ibid., p. 129
70
Lyotard, 1993, p. 57
71
ibid., p. 56
72
Lyotard, 1991, p. 18
73
Lyotard, 1993, p. 57
34
Slettet:
Slettet: e