INDLEDENDE MANØVRER

Momenter af en moderne erfaring
Barndommens forvrængede febererfaring aftegner sig hos den voksne Malte som en
altomfattende desorienteret tilstand. Han farer konkret vild i storbyen, som har mistet sin
genkendelighed, og som fremmede kvarterer nægter at give sin fortrolighed fra sig.
Sporvognenes skilte afslører kun arbitrære tegn, og byen, der har mistet sin bestemthed,
kunne være en hvilken som helst by. Formuleringerne hos Rilke peger dog i lighed med
Baggesens hymniske udbrud (”Naar blev jeg? Hvor er jeg? Og hvad?”) i specialets anden del
ikke alene på den overskridelse af jegets anskuelsesformer, som finder sted i den sublime
erfaring. Den afsluttende sentens, ”Jeg vidste ikke […] om jeg havde en bolig nogetsteds”,
illustrerer endvidere Maltes eksistentielle udsathed og hjemløshed som et centralt element i
Kants tredje kritik, der, idet rum og tid som konstituerende for erfaringen overskrides, er på
grænsen til at nedbryde det subjekt, som Kants første kritik funderer. Denne både konkrete og
eksistentielle desorienterede tilstand, som den sublime erfaring sætter subjektet i, antydes
også med indgangsscenen til barndomserindringen ”Huset”:
Den dag var det overhovedet ikke blevet rigtig lyst. Træerne stod, som om de ikke kunne
finde videre i tågen […] Nu og da begyndte det igen at sne stille videre, og nu var det, som
blev også det sidste visket ud, og som kørte man ind på et hvidt blad. […] Kirketårnet til
venstre kunne man have drømt. […] Så drejede vi af og kørte rundt om noget og til højre
om noget og holdt midt for. Georg havde helt glemt, at huset ikke var der, og for os alle var
det der i dette øjeblik (p. 106/130)
Tusmørket, tågen og sneen er hver for sig med til at sløre rummet og skabe et diffust,
drømmende indtryk af barndomsscenen. Bevægelsen fra tusmørket over tågen til sneen udgør
endvidere en helt konkret gradvis forøgelse af vejrsubstansens ”tæthed”, som anslår det skær
af uvirkelighed eller transcendens, der er knyttet til Maltes momentane erfaring (cf. ”i dette
øjeblik”) af det fraværende, nedbrændte hus. Den meteorologiske triade lader sig dog ikke
alene forstå som en voksende uigennemsigtighed, men også som en øget hvid- eller intethed,
der kulminerer i det hvide blad. Bladets sammenkobling med Maltes forestilling om, at ”nu
[…] blev også det sidste visket ud”, fremstiller i dette lys Malte som en tabula rasa og antyder
dermed endnu engang subjektets udsathed, som hos Kant står side om side med den
affirmation, der i kraft af fornuftens transcendentale idéer redder subjektet og fuldender den
sublime erfaring. Den historie, der fortælles i ”Huset”, er mere eksplicit end ”Feberen” bundet
op på en erfaring, der transcenderer det forhåndenværende. ”Huset” er nemlig mere præcist
historien om familien Schulins nedbrændte hus, der, trods sit fysiske fravær, insisterer på sit
58
Slettet: ,
Slettet: ,
Slettet: , qua
Slettet: ,