INDLEDENDE MANØVRER

Momenter af en moderne erfaring
på jeget og tilføres, under Malte æstetisk idiosynkratiske optik, en organisk livagtighed, der
lader klosetrørene fremstå som fordøjende tarme og væggene emme af det forsvundne livs
afskyvækkende lugte.
Det organiske vokabular, hvormed Malte beskriver husets indre, korresponderer således
meget fint med det skin af liv i det døde, som Rosenkranz relaterer til det hæslige. I sin
beskrivelse af husets indre fremskriver Malte præcist denne samtidighed af liv og død ved at
tilføre et livagtigt skær til de døde fænomener. Men Rosenkranz’ formulering skaber om
muligt endnu stærkere resonans i værket, da Malte befinder sig i byens polioklinik, hvor
”[l]uften var dårlig, tung, fuld af klæder og ånde.” (p. 43/54). De syge mennesker i den
overfyldte og klaustrofobiske klinik optræder som fortættede udtryk for den paradoksale
samtidighed af liv og død:
Til venstre for mig sad altså pigen med det rådne tandkød; hvad der var til højre for mig,
kunne jeg først blive klar over efter en stunds forløb. Det var en uhyre, død masse, der
havde et ansigt og en stor ubevægelig hånd. Den side af ansigtet, som jeg så, var tom,
ganske uden træk og uden erindring, og det var uhyggeligt, at dragten var ligesom et ligs,
som man har klædt til kiste. (p. 46/58)
Sammenkoblingen af fascinationen og afskyen i Maltes perception udhæver således i ekstrem
grad det hæslige, som samtidigt næsten gør vold på jeget. Maltes følsom- og modtagelighed
over for byens sanseindtryk synes således at korrespondere med mine betragtninger over
jegets fraværende afværgefilter i specialets første del. Derfor er det også umiddelbart
vanskeligt at betragte bymenneskets erfaring af det hæslige og væmmelige som et decideret
oplevelsesfilter, som Per Stounbjerg gør det i ”Kloaklugten og ordenen – om nogle litterære
byoplevelser”. 114 Maltes æstetisk idiosynkratiske fokus på det hæslige synes derimod at være
direkte inkompatibel med enhver talen om forsvarsmekanisme eller afværgefilter. Men hvis
man nøjere iagttager Maltes stadige kredsen omkring det ubehagsskabende, bliver det
tydeligt, at Malte, idet han pinagtigt fascineres af hæslighedens detaljer, samtidigt gennem sin
optik søger at afgrænse sig selv i forhold til en verden, hvor grænser bestandigt overskrides.
Den æstetisk idiosynkratiske optik artikulerer således i én og samme bevægelse jegets afmagt,
tingenes bemægtigelse af jeget og et intenst forsøg på at fastholde sig selv som et afgrænset
individ. Gennem sin optik nedskriver Malte den moderne verdens amorfe udtryk til en
114 Stounbjerg, 1985, p. 131
52