INDLEDENDE MANØVRER

Momenter af en moderne erfaring
at skrive sig frem i sammenstødet med noget, der er større end subjektet selv. Som vi har set,
artikulerer storbyens sansebombardement netop en storhed, som i lighed med den sublime
erfaring ikke lader sig percipere eller opfatte i ét blik. De fire barndomserindringer, som jeg
vil behandle under dette afsnit, formidler til gengæld nogle erfaringer, der involverer en
transcendent dimension og derfor i mere abstrakt forstand kan tænkes ind i
betydningskomplekset ”det store”. Jeg vil i analysen referere til de pågældende episoder som
”Feberen” (p. 48ff./60ff.), ”Hånden” (p. 70ff./86ff.), ”Spejlet” (p. 78ff./96ff.) og ”Huset” (p.
106ff./130ff.), som hver for sig er med til at aktualisere centrale dele af Kants æstetik om det
sublime i forhold til et moderne erfaringsregister. I ”Feberen”, der sætter kæden af ”ufattelige
erfaringer” (p. 110/135) i gang, knytter Malte eksplicit sin erfaring til dette store:
Og da […] for første gang i mange, mange år var det der igen. Det, der havde indjaget mig
den første dybe rædsel, når jeg som barn lå og havde feber: det store. Ja, sådan havde jeg
altid sagt, når de alle sammen stod om min seng og følte mig på pulsen og spurgte, hvad der
havde forskrækket mig: det store. […] Nu var det der. Nu voksede det ud af mig som en
svulst, som et andet hoved, og var en del af mig, skønt det dog slet ikke kunne høre mig til,
fordi det var så stort. […] (p. 48/60)
Koblingen til den sublime erfaring ligger lige for, idet bestemthedsformen i ”det store”
antyder, at Malte i feberen konfronteres med noget ikke blot stort, men, i lighed med Kants
bestemmelser af det matematisk sublime, noget absolut stort. 123 Den mentale tilstand, som
Malte befinder sig i under barndommens sygdom, sætter endvidere scenen eksemplarisk an til
en erfaring af sublim karakter, idet feberrusens vrangforestillinger netop repræsenterer en
fordrejning af de rum- og tidsforhold, som subjektets erfaring er restringeret til. Forbindelsen
til det sublime understreges yderligere af ”Feberens” videre forløb, som implicit
problematiserer stabiliteten af det rum og den tid, som garanterer subjektets erfaring og
dermed sikrer dets mulighed for at orientere sig:
Jeg kan ikke mere huske, hvordan jeg kom ud gennem de mange gårde. Det var aften, og
jeg gik vild i det fremmede kvarter og gik op ad boulevarder med endeløse mure i én
retning, og, når der så ikke var nogen ende at se, tilbage i den modsatte retning til en eller
anden plads […] Elektriske sporvogne for undertiden […] forbi. Men på deres skilte stod
navne, jeg ikke kendte. Jeg vidste ikke, i hvilken by jeg var, og om jeg havde en bolig
nogetsteds her […] (p. 48f./61)
123 Kant bestemmer (cf. specialets andet hovedafsnit) netop det matematisk sublime som det, der ” er absolutt
stort [og] som uavhengig av enhver sammenligning er stort”. (Kant, 1995., p. 121)
57
Slettet: ,
Slettet: ,
Formateret: Skrifttype: Ikke
Kursiv
Formateret: Skrifttype: Ikke
Kursiv
Formateret: Skrifttype: Ikke
Kursiv
Slettet: [mine kursiveringer]
Slettet: ibid