INDLEDENDE MANØVRER

Momenter af en moderne erfaring
som det udflydende og porøse centrum for sin tilbedelse. Med treklangen gud, kærlighed og
skønhed forsøger jeget famlende at anslå tonen af den guddommelige, sublime erfaring, som
hos Kant netop ikke placeres i den betragtede genstand, men i jeget selv. Denne ”Underlige,
rædselsfulde, himmelfarende følelse” (p. 299) elaboreres således:
Nei! Aldrig fornam jeg saa vældigt det Høie! Sandser jeg endnu? Jeg seer intet! Jeg hører
intet! Jeg fornemmer intet! Jeg berører intet! Alt er tomt omkring mig – alt et uendeligt
Rum, et ufatteligt Øde…Gud!…Gud! – ja her vilde Spotteren selv andægtigen udraabe:
Gud! – Dit Navn toner fuldest i Taushed! Din Almagt er vældigst i Tomhed! Og hvor intet
er, Høie! Er du!…(p. 299)
I citatet sker der en glidning i bestemmelsen af genstanden for den transcendente erfaring; fra
”det Høie” til ”Gud” og tilbage til ”det Høie”, som, jævnfør den tidligere nævnte reference til
Longinus, dækker over det sublime. Jeget knytter således ikke alene eksplicit den erfarede
transcendens til tomhed og tavshed, men tømmer igennem den nævnte glidning ordet ”Gud”
for sit traditionelle metafysiske indhold og ligestiller det med det sublime, hvorved jegets
tilbedelse på antropoteistisk vis kastes tilbage til det jeg, som Kant lokaliserer det sublime i.
Det guddommeliges placering i subjektet fungerer dog ikke som nogen garant for subjektets
enhed i Labyrinten. Trods den labyrintiske rejses karakter af en mental sundhedsrejse, falder
jeget, som han erklærer i et af sine apatiske momenter, blot mere og mere fra hinanden og
tillægger sig selv navnet Janus Bifrons (p. 274). Splittelsen gennemsyrer dette navn. Ikke
alene i kraft af Janushovedets to ansigter, men også præfikset bi accentuerer jegets splittelse
og ligger sig til det uanseelige og umiddelbart meningsløse ”frons”, der dog viser sig at kaste
lys over splittelsens karakter. Den fonetiske lighed med det græske verbum φρονέω [froneo],
der betyder at tænke, relaterer splittelsen til tænkningen og sender således bolden tilbage til
Kant. Skønt Kant som nævnt fremhæver subjektets affirmation i den sublime erfaring,
illustrerer det sublimes dissonantiske karakter en splittelse i subjektet mellem
indbildningskraften og fornuften, mellem subjektets afmægtige nederlag og sejr.
45
Slettet: