friluftslivets friluftslivets friluftslivets friluftslivets ... - Naturstyrelsen

sæler i områder med flere hvilepladser er mindre sårbare over for forstyrrelser end sæler i
områder uden alternative hvilepladser.
Også Reijnders (1981: 1981a: 1985) vurderer, at sæler bl.a. i Vadehavet er følsomme over
for forstyrrelser særligt i ynglesæsonen 17 . Sælerne er i denne periode særligt afhængige af
sandbanker, men disse banker bruges også af turister, der derved forstyrrer sælerne. Ofte
tvinges sælerne også til at forlade bankerne som følge af forstyrrelse fra både. Resultatet er
mindre tid til diegivning og hvile, hvilket igen vurderes, sandsynligvis at føre til større ungedødelighed
bl.a. pga. underernæring og at ungerne evt. forlades (Reijnders 1981: 85;
Mees & Reijnders 1994). Også blandt uforstyrrede populationer er underernæring den primære
årsag til ungedødelighed (Reijnders & Wolff 1982). Desuden kan forstyrrelser betyde
flere skader på huden, bl.a. ungernes knapt helede navler er sårbare over for infektioner
(Drescher 1978 i Reijnders 1981). Forstyrrelse ved lavvande vurderes også at kunne betyde,
at ikke-fastboende sæler undlader at slå sig ned permanent i området, mens fastboende
sæler evt. forlader området (Reijnders 1985; Mees & Reijnders 1994).
Årsagerne til nedgangen i sælpopulationen i vadehavet – særligt den vestlige del – siden
første halvdel af 1950’erne vurderes at være for stort jagttryk efterfulgt af forurening og
forstyrrelse (Reijnders 1981: 85). Nedgang i den sydhollandske population af spættet sæl
vurderes kun i mindre grad at være begrundet i friluftsaktiviteter (sejlads)(Reijnders 1985).
Ligeledes for den sydvesthollandske population i Oosterschelde, hvor hovedårsagen til
tilbagegangen tidligere var jagt og senere forurening, men hvor også habitatødelæggelse og
forstyrrelse (rekreativ og anden menneskelig påvirkning) af hvilepladser spiller ind (Mees
& Reijnders 1994).
Undersøgelser ved Newfoundland af spættet sæl og gråsæl viser, at der kun var en mindre
forøgelse i antallet af dyr, der forlod hvilepladserne efter menneskelige forstyrrelser. 18%
af sælerne var hunner med unger. Det bemærkes desuden, at sælerne foretrak sandbanker,
der oversvømmes af tidevandet, og hvor der er menneskelige forstyrrelser, frem for en
nærliggende strand hvor der ikke sker oversvømmelser og ikke sker menneskelige forstyrrelse
(Renouf et al. 1981). Henry & Hammill 2001 fandt ved deres undersøgelser i en canadisk
bugt, at antallet af spættede sæler, der hvilede, var lavere efter en forstyrrelse, undtagen
i fældeperioden hvor de var mindre tilbøjelige til at forlade land. De konkluderer, at
sejladsen, som især er knyttet til turister i sommerperioden, kun har en midlertidig effekt
på hvileadfærden hos spættede sæler, bl.a. fordi ungerne normalt var fravænnet i perioden
med mest forstyrrelse.
Aurioles et al. (1983) fandt, at lejlighedsvise forstyrrelser ikke havde effekt på det samlede
antal sæler i undersøgelsesområdet, men at forstyrrelser kan have betydning, hvis antallet
af timer på land er en kritisk faktor. Suryan & Harvey (1999) konstaterer, at forstyrrelse på
mange lokaliteter er en væsentlig faktor, der påvirker hvileaktiviteten hos spættede sæler.
Deres undersøgelser på tre lokaliteter i USA (Washington state) viste, at forstyrrelse var
almindelig (71% af observationsdagene), og at den primære forstyrrelse af sæler på land
var motorbåde, der nærmede sig for at se på sælerne. Sælerne på den lokalitet med flest
unger var mere årvågne, og der var en større procentdel af sælerne, der ikke umiddelbart
17 I yngletiden er gråsæl i højere grad end spættet sæl afhængig af uforstyrrede tilholdssteder, idet ungerne
ved fødslen bærer en isolerende, men ikke vandskyende pels. De første 3-4 uger er ungerne derfor henvist til
at opholde sig på land.
97