friluftslivets friluftslivets friluftslivets friluftslivets ... - Naturstyrelsen

gene påvises nogen virkning af nærhed til vej. Til gengæld havde parrene i de vanskeligst
tilgængelige reder signifikant bedre chancer for at få unger på vingerne. Endelig viste reder
med klar evidens for forstyrrelse, at have en langt mindre chance for at få unger på vingerne,
end dem der ikke havde eller kun havde svage tegn på forudgående forstyrrelse. Dem
med evidente tegn på forstyrrelse udgjorde dog kun knap 9% af det samlede antal reder.
Ynglesuccessen for kongeørne (og vandrefalk) er også påvist at være reduceret i Cairngorms
(Skotland) som følge af menneskelige forstyrrelser, bl.a. turister (Watson 1976 i
Liddle 1997).
I 2002 fulgte Watson & Whitefield sagen op, konstaterende, at den skotske bestand af
Kongeørn nu havde været relativt stabil i to årtier. Som igangværende begrænsninger angives
illegale drab, forstyrrelse af reder, tab af åbne fourageringsområder pga. aftagende fårehold
og tiltagende skovrejsning, samt i fremtiden (uden nærmere begrundelse) etablering
af vindmøllefarme og yderligere skovrejsning. Afslutningsvis påpeger forfatterne, at etablering
af naturparker og artsbeskyttelse ikke er nok for en fugl med så stort et territorium.
Mere detaljeret planlægning og zonering vil formentlig være hensigtsmæssig.
Waclawek & Mizera (2002), der rapporterer om kongeørn i Polen, nævner også illegal
efterstræbelse, tab af fourageringsområder, forstyrrelse, el-ledninger, pesticider og tungmetaller
som trusler mod den langt mindre polske bestand (30-35 par). Men at historien kan
afvige herfra vises af Abuladze & Shergalin (2002), der beskriver den nyere historie fra
bestanden i Kaukasus. Den, der nu er på godt 300 par, var indtil 1970’erne på hastig retur
pga. en almen udryddelseskampagne. Siden har især turismen frem til 1991 været en stigende
årsag til problemer. Noget der i 1990’erne helt er forsvundet. Stadig bliver mange
ørne fanget i fælder eller forgiftet af foder udlagt til bekæmpelse af ulve og ræve mm. En
undersøgelse fra 1971 i New Mexico (USA) tilskriver 85% af kongeørnenes fejlslagne
yngleforsøg til menneskelige forstyrrelser (Bocker & Ray, 1971 i Liddle 1997).
En indflydelse af menneskelig forstyrrelse på komplekse føderelationer er påvist for det
’scavenging guild’ (samarbejde mellem ådselsædere), der består af hvidhovedet ørn (Haliaeetus
leucoceohalus), amerikansk krage (Corvus brachyrhyncos) og måger (Larus
glauscescens), som alle æder af kadavrene af pukkellaks (Oncorhynchus spp.), der dør efter
at have gydt. Ved menneskelig forstyrrelse er ørnen den, der først fortrækker, hvilket
vanskeliggør fourageringen for de to andre arter, fordi disse ikke i samme grad er i stand til
at få hul på laksens skind (Skagen et al. 1991).
Forstyrrelse af rovfugle er dog ikke et engang fastlåst og givet forhold. I Frankrig har Carlon
(1996) vist, hvorledes dværgørn (Hieraaetus pennatus) i området nord for Pyrenæerne
indenfor en 13 års periode har vist sig i stand til at tilpasse sig mere menneskepåvirkede
landskaber i lavland med omfattende friluftsliv og turisme. Selv inde i egentlige byområder
er den set i byparker, nær veje og fouragerende på lossepladser.
I afsnit 4.2.2 beskrev vi, hvordan der sker en legal regulering og illegal bekæmpels af bl.a.
duehøg. Men det er næppe den eneste faktor, som begrænser duehøgens udbredelse. Den er
under alle omstændigheder følsom overfor forstyrrelse, især i redebygnings- og æglægningsperioden.
Anon (1990) skønner således, at almindelig forstyrrelse i britiske lavlandsområder
var årsag til opgivelse af 5% af 57 anlagte yngleforsøg og 9% af de tilfælde, hvor
æggene ikke klækkede.
82