friluftslivets friluftslivets friluftslivets friluftslivets ... - Naturstyrelsen

Ved almindelig færdsel kan der for vandfuglene være tale om flugt, med følger som dem
der allerede er beskrevet tidligere. Men almindelig færdsel til fods skader også fuglene på
lidt andre måder. Eksperimentelt er det påvist, hvorledes fødeoptagelse, rugning og pasning
af unger svækkes hos strandskade ved almindelig færdsel. Selvom der også indenfor
visse rammer bestemt af tidevandet kan kompenseres ved at øge fourageringstiden eller ske
en vis tilvænning, hvis forstyrrelsen da ikke direkte har skadelige effekter (Urfi et al. 1996,
Verhulst et.a. 2001). Som tidligere nævnt kan forstyrrelsen også hos strandskade resultere i
øget prædation på æg. Et fænomen der er beskrevet i en lang række undersøgelser for forskellige
arter af især kolonirugende kystfugle (Liddle 1997).
Mathers et al. (2000) studerede effekten af menneskeforstyrrelse på pibeand og lysbuget
knortegås i Strangeford Lock i N. Irland. Knortegås var mere tolerant overfor forstyrrelse
end pibeand. Pibeandens flugtafstand, flugtdistance og sandsynlighed for ikke at vende
tilbage var alle større end tilsvarende for knortegås. Tilstedeværelse af pibeand i området
er faldet fra 20.000 i 1970’erne til 2.000 i 1990’erne. Forstyrrelse fra gående var den mest
almindelige, men næppe eneste årsag til pibeandens tilbagegang konkluderes det.
Kolonier af sølvmåger er også påvist at have en nedsat ynglesucces når de forstyrres af
strandgæster. Ynglesuccessen var kun 22% i en forstyrrede koloni mod normalt 49% i
uforstyrrede kolonier. Dødsårsagen var hovedsageligt prædation og nedkøling (Hunt 1972 i
Liddle 1997).
En dansk undersøgelse af forstyrrelser på rugende vibe foregik på 4 ha strandeng på Mols
(Iversen 1984). De 9 par, der ynglede i området, blev observeret gennem 150 timer i apriljuli
1984. Af 100 observerede forstyrrelser var de 55 forårsaget af predatorer, artsfæller og
andre fugle, medens de 45 forstyrrelser, der forårsagedes af mennesker, førte til 80 % af
den samlede tid (8% af de lyse timer), hvor forstyrrelser afbrød rugningen. Flugtafstanden
fra reden var 70-80 m. 25% af de i alt 80 æg, der blev lagt, klækkede. Ægtabet skyldtes
formentlig især mink og ilder, men også ræv, lækat, gråkrage og stormmåge nævnes. Menneskelig
aktivitet bør holdes på en afstand af mindst 100 m og foregå i højest 2 timer i
døgnet, foreslår Iversen.
Fitzpatrick & Bouchez (1998) så på flugt og fødeadfærd hos strandskade sammen med stor
regnspove og rødben ved Belfast Lough i Irland. Her forstyrredes fuglene ofte af folk med
eller uden hunde, joggere, legende børn og cyklister. Generelt fandt man korte flugtafstande.
Forfatterne ser heri en tilvænning til en hyppig men uskadelig forstyrrelse, en tilvænning
som mindsker afbrydelsen i fødesøgningen til et niveau, der kan kompenseres for.
Verboven et al. (2001) advarer da også om ikke at overvurdere betydningen af denne forstyrrelse,
idet fuglen i hvert fald i begyndelsen af sæsonen kan nå at lægge om. Noget der i
øvrigt forstyrrede deres egne resultater med eksperimentel forstyrrelse, idet de ved besøg
hver tredje dag i stedet for hver dag formentlig kom til at overse en del tilfælde af prædation
og efterfølgende omlægning.
Forstyrrelse af hjejler er også i en engelsk undersøgelse påvist at være skadelig. Fodgængere
og hunde hindrede bl.a. hanner, i at etablere territorie og forårsagede indirekte kampe
mellem hanner, når de blev skræmt ind i fremmede territorier. Desuden viste undersøgelsen,
at der var store forskelle mellem flugtafstanden individer imellem, men at hunde generelt
førte til størst flugtafstande (Yalden & Yalden 1990 i Liddle 1997). Beregninger viste
77