friluftslivets friluftslivets friluftslivets friluftslivets ... - Naturstyrelsen

Et eksempel er det reservat, der i en årrække blev opretholdt af hensyn til ynglende svartbag
på Totten på den sydøstligste ende af Læsø. Nogle år efter at kolonien var ophørt, blev
reservatet ophævet. Eksemplet er dog dårligt i den forstand, at det hører til undtagelserne,
at reservater ophæves igen. For de områder, som en gang har kvalificeret sig til at blive
udpeget af en eller anden arts tilstedeværelse, fortsætter jo med at have værdi for andre
arter selv om den første forsvinder – og den kunne jo også tænkes at komme igen.
Det er dog de færreste arter, der flytter deres kolonier rundt, efter hvor der er bedst at være.
Egnede ynglepladser er for mange kolonirugende fugle en bestandsregulerende faktor, og
de fleste steder er allerede optaget. Det bevirker, at det eksisterende mønster af reservater
er relativt stabilt.
Der er imidlertid behov for at tilføre forvaltningen mere fleksibilitet. F.eks. er udpegning af
midlertidige beskyttelseszoner omkring træer med fungerende rovfuglereder et eksempel
på noget sådant. Tilsvarende vil mange adgangsforbud uden skader for naturen kunne ophæves
og andre evt. midlertidigt indføres, hvis der er tale om tidsbegrænsede bestemmelser.
Jagt- og forstyrrelsesfri kerneområder har bevist deres succes og er af den grund blevet
bredt accepteret. Man kunne ønske, at jagt- og forstyrrelsesfri ’kerneperioder’, nød
samme opmærksomhed, dvs. forsøg med at have flere områder, der i lighed med de eksisterende
ynglereservater, er hhv. lukkede og åbne en del af året.
Det er kun ganske få og små offentligt ejede arealer (privatejede er der til gengæld mange
af), der i Danmark med naturens beskyttelse som begrundelse er aflukket for enhver anden
end videnskabelig virksomhed. Lidt misvisende bliver de ofte betegnet som videnskabelige
reservater, som om forskerne ville beholde dem for sig selv. For ligesom med de jagt- og
forstyrrelsesfri kerneområder, fungerer de ’videnskabelige’ reservater, som refugier for
arter, der uden reservatbestemmelsen ville forsvinde eller forekomme i betydeligt lavere
antal.
Som et ekstremt eksempel kan nævnes Græsholmen i øgruppen Ærtholmene (hvor Christiansø
også er beliggende). Græsholmen er eneste danske ynglelokalitet for alk og lomvie.
Begge arter ville formentlig forsvinde, hvis der blev offentlig eller blot øget adgang. Men
eksemplet er som sagt ekstremt, for der er få om overhovedet nogen andre, som ikke ville
kunne tåle adgang i hvert fald en kort tid af året.
Ofte er adgangsregulering et spørgsmål om pragmatisk at afveje f.eks. den for naturen teoretisk
måske ideelle løsning (totalforbud) mod faren for at bestemmelserne ikke bliver respekteret.
For hvad nytter en bestemmelse, hvis den ikke overholdes? Det mest sikre resultat
er, at den virker demoraliserende mht. overholdelsen af også andre bestemmelser. Som
eksempel kan nævnes øen Langli, der ligeledes er yderst sårbar overfor forstyrrelse pga.
sine ynglefugle. Her er der åbent for adgang fra midten af august til midten af september.
Havde der været lukket året rundt, ville der formentlig alligevel ske landgang nu og da,
også på tidspunkter der ville være langt mere uheldige for fuglene.
Der er dog forhold, der trækker i modsat retning, først og fremmest hensynet til, at borgerne
kender deres rettigheder og pligter. Faste regler er lettere at kommunikere. Og landsdækkende
regler er en større garanti for at der tages landsdækkende hensyn til naturen, end
155