friluftslivets friluftslivets friluftslivets friluftslivets ... - Naturstyrelsen

er i så henseende værd at fremhæve. Det ene er Hans Meltoftes oversigtsartikel fra 1982,
om jagtlige forstyrrelser af fuglelivet. Det andet er Laursen, Salvig og Frikkes ’Vandfugle i
relation til menneskelig aktivitet i Vadehavet 1980-1995’ (1997), der opsumerer resultaterne
fra 217 overflyvninger af det danske vadehav. Det tredje er Madsen & Fox ’s oversigt
over jagtens forstyrrelse af vandfuglene fra 1995. Endvidere er der væsentlige rapporter
om ’Sejlads med luftpudebåde, jagt og andre forstyrrelser af fugle og sæler ved Saltholm
(Arctander et al. 1984), og ’Færdsel og fugle på Ringkøbing Fjord (Fredningsstyrelsen
1984). Endelig er der en ret omfattende rapportering omkring forsøgsreservater og etableringen
af de jagt- og forstyrrelsesfri kerneområder igennem de senere år, hvor Madsen et
al. har leveret en god oversigt i 1998.
Jagten i Danmark forvaltes relativt tæt. Den baseres på en i international sammenhæng ret
enestående vildtudbyttestatistik og mange års forskning og overvågning. Jagten reguleres
efter det såkaldte ’høst princip’, hvor man i princippet kun afskyder det bestandsoverskud,
der alligevel ville være gået til i vinterens løb. Der er dog som anført af Madsen og Fox
(1995) flere samvirkende årsager til at formode, at det nuværende omfang af jagt for flere
vandfugles vedkommende indirekte har en negativ indflydelse på bestandenes størrelse.
En indirekte effekt er den konflikt, der opstår, hvis rovfugle tager eller formodes at tage
fasankyllinger eller andet vildt, der er udsat med jagt for øje. F.eks. har Grell (2003) fremført,
at når der i Danmark kun findes 20 par af rød glente, hvor biotopforholdene tilsiger, at
der burde være 500, og når ynglebestanden siden midten af 1990’erne er faldet med 25%,
er der noget galt. Siden 1980 er der fundet 18 forgiftede og 6 skudte glenter. Grell antager,
at giften er udlagt enten for at komme andre dyr til livs f.eks. mus og rotter ved vildtudsætningspladser
eller for direkte at efterstræbe glenten. Selvom det visse steder kan ske, at rød
glente ved massiv udsætning forgriber sig på fasankyllinger, bedømmer han arten til at
være overvejende uskadelig for jagten eller ligefrem gavnlig, fordi den kan tage en del
kragefugle.
Noget tilsvarende gælder duehøgen, som både reguleres dvs. efter dispensation og bekæmpes
illegalt. Der kan påvises sammenfald mellem øget fasanudsætning og øget ulovlig bekæmpelse
af duehøg i Nordjylland, og disse resultater vurderes at gælde for hele landet
(Drachmann & Nielsen 2001). Fra 1979-2000 blev der registreret 1174 yngleforsøg. 421
(35,9%) af disse mislykkedes. Menneskelig forfølgelse forårsagede mindst 17,1% af de
mislykkede yngleforsøg, hvilket svarer til 6,1% af alle yngleforsøg. 14,3% mislykkedes på
grund af mulig bekæmpelse. Menneskelige forstyrrelser forårsagede i øvrigt 18,5% af de
mislykkede yngleforsøg. Dette svarer til 78 mislykkede yngleforsøg og skovarbejde var
årsag til 74 af disse. Konklusionen på undersøgelsen er, at menneskelig bekæmpelse, især
den ulovlige, er den vigtigste begrænsende faktor for duehøgens populationsudvikling i
Danmark (Drachmann & Nielsen 2001).
4.2.2.1 Habitatforandring
Selve udsætning af fasaner kan betegnes som faunaforfalskning, men der er ikke noget der
tyder på, at der er en betydelig direkte effekt på naturen. Udsætning af gråænder har derimod
betydet, at den oprindelige danske gråandetype er forsvundet pga. genetisk forurening
(Fjeldså 1987).
68