Faglige retningslinier for den palliative - Sundhedsstyrelsen

38
Kapitel 7
Smerter og smertebehandling
Smerter er et af de hyppigst forekommende symptomer ved avanceret
kræftsygdom. Smerter er endvidere det bedst undersøgte symptom, både
ætiologisk, epidemiologisk, patofysiologisk og behandlingsmæssigt.
Flere undersøgelser har vist, at smerter forekommer hos 30-40% af kræftpatienter,
som stadig er i kurativ behandling men hos 70-90% af patienterne
med fremskreden og terminal sygdom. Der er forskelle i prævalensen
af smerter ved forskellige cancersygdomme, fx angives den til
ca. 87% for oesophaguscancer, ca. 74% for mammacancer og ca. 58% for
malignt lymfom. Udover primærtumors art og lokalisation afhænger
smerters forekomst og sværhedsgrad dog nok så meget af metastaseringsmønstret.
Fx forekommer smerter hos ca. 83% med knoglemetastaser
til forskel fra ca. 35% ved levermetastaser.
Det skal dog også pointeres, at der ikke er nogen sikker sammenhæng
mellem patologiske forandringer og smerteforekomst. Patienter med udbredt
metastasering kan være helt eller næsten uden smerter. Andre patienter
kan være smerteplagede, selvom der kun er beskedne objektive
tegn på sygdomsspredning.
Palliativ indsats omfatter mere end smertebehandling, som dog står centralt
i feltet. Når man arbejder målrettet med smertebehandling, kan man
vanskeligt undgå at komme til at se patienten “udenom” smerten, både
alle de andre symptomer og patientens totalsituation.
For den læge, sygeplejerske eller sygehusafdeling, der står tøvende overfor
det palliative felt, er smertebehandling derfor et godt udgangspunkt.
Smertebehandling som mange steder er godt indarbejdet, kan betragtes
som prototypen på symptomkontrol. Af denne grund er smerter og smertebehandling
omtalt særligt udførligt her.
7.1 God klinisk praksis
God klinisk praksis i smertebehandling hviler ikke bare på anvendelse af de