Faglige retningslinier for den palliative - Sundhedsstyrelsen

40
En konsultation eller et sygebesøg bør derfor altid munde ud i en ny aftale
til bestemt tid. Det rigtige interval varierer selvsagt, men i terminalfasen
kan der ofte være behov for tæt kontakt. Hvis læge og patient kender
hinanden godt, kan smertebehandlingen meget vel justeres pr. telefon
enten med patienten selv, pårørende eller med hjemmesygeplejersken.
Kontinuitetsbrud ved udskrivelse kan næppe helt undgås men bør minimeres
mest muligt. En vel planlagt udskrivningsprocedure og hurtig effektiv
kommunikation mellem primær og sekundær sektor bør være en
selvfølge. Kontinuitetsbrud i primærsektoren, ved egen læges fravær og
udenfor dagarbejdstiden, må afbødes ved et tæt samarbejde med hjemmesygeplejen,
som bedre kan udgøre kontinuiteten. Besøg til døende patienter
af en vagtlæge, der ikke kender patienten, er stort set nytteløs og
kan i værste fald føre til overflødige indlæggelser. Patienten bør i dagtiden
altid kunne komme i kontakt med sin læge udenom eventuel telefonsvarer.
Inddragelse af psykologiske faktorer
Stærke smerter er, sammen med tab af værdighed, identitet og selvkontrol,
væsentlige dele af patienters og befolkningens forestilling om at
være alvorligt syg og døende. Patienten med uhelbredelig kræft ved
godt, at smerterne ikke går over eller mildnes af sig selv, men frygter
tværtimod at det vil blive ved og måske forstærkes frem mod dødstidspunktet.
Det er derfor vigtigt at informere realistisk om mulighederne for
smertelindring. Smertefrihed bør ikke loves, fordi det ofte ikke er et realistisk
mål. Dog bør der være dækning for at give tilsagn om en rolig og
smertefri tilstand i de sidste timer/døgn, hvilket er væsentligt for at mindske
patientens angst for dødsprocessen.
Smerter hos kræftpatienter i den palliative fase er aldrig rent psykogene
men har altid en psykologisk komponent. Der er tale om en persons subjektive
oplevelse af et ubehageligt sansestimulus, personens fortolkning
af denne oplevelse og personens måde at udtrykke sin lidelse på. Alle tre
led varierer med personens tidligere og nuværende psykiske tilstand,
med vaner, kultur og med miljøet omkring patienten, herunder vores
adfærd som behandlere.
Man taler om “totalsmerte”, når man i vurderingen af smerten også inddrager
de psykologiske, sociale og eksistentielle/åndelige faktorer, der
har betydning for patientens smerteoplevelse og for den hjælp, som kan
tilbydes udover den medikamentelle smertebehandling.