Faglige retningslinier for den palliative - Sundhedsstyrelsen

80
Benægten og isolation – forsvarsmekanismer
Benægten og isolation er forsvarsmekanismer, der ligger udenfor personens
bevidsthed og har til opgave at mindske oplevelsen af overvældende
angst, forårsaget af indre konflikter eller af konflikter mellem personen
og omgivelserne, således at personen bevarer sin ligevægt. Forsvarsmekanismer
kan hjælpe personen til mere gradvist at blive konfronteret
med en ubehagelig virkelighed.
Benægten er en almindelig forsvarsmekanisme blandt uhelbredeligt syge og
døende, og betyder at patienten benytter en ubevidst evne til at “lukke
øjnene” for at fjerne eller minimere en truende realitet i den indre eller ydre
virkelighed ved at ignorere den. Total benægten optræder hos den uhelbredeligt
syge og døende patient, når han i sin adfærd på ingen måde lader
skinne igennem, at han er sig bevidst, at sygdommen er uhelbredelig og
at han er døende. Ofte optræder forskellige former for ønskeopfyldende
fantasier, fx “når jeg bliver rask og kommer hjem, skal jeg i gang med…”.
Oftere end total benægten forekommer delvis benægten. Patienten vil i
kortere tid være istand til at tale om realiteterne ved sin situation og pludselig
vise, at han ikke længere magter at se realistisk på den, ofte i form af
bagatellisering af problemerne.
I sygdomsforløbets fremadskriden gør patienter almindeligvis mindre
brug af benægten, skønt de i nogle tilfælde ikke helt ophører med at benægte
sygdommens karakter og dens konsekvenser.
Nedenstående retningslinier kan være vejledende
▲ Sundhedspersonale har ingen ret til at nedbryde forsvaret eller gøre opmærksom
på modsigelser. Jo mere man forsøger at presse forsvaret væk, jo
større risiko er der for at forsvaret bryder sammen og patientens angst øges
▲ Ved at give efter (gå med modstanden) kan der skabes tryghed hos patienten,
så denne kan tillade at forsvaret opløses
▲ Personale bør koncentrere sig om symbolske udtryk for den forestående
død. Ikke for at tolke symbolerne, men for gennem symbolerne at arbejde
med det, der uafvendeligt skal ske
▲ Intervention (evt. ved psykiater eller psykolog) kan være nødvendig, hvis
opretholdelse af benægtelsen kolliderer med
- accept af behandling
- planlægning af fremtiden
- forholdet til de pårørende