Faglige retningslinier for den palliative - Sundhedsstyrelsen

8.3 Søvn og hvile i eget hjem
Mange uhelbredeligt syge har et stort ønske om at leve den sidste tid i
deres eget hjem i egne omgivelser og med de nærmeste pårørende omkring
sig, og det kan ofte blive en meget rig oplevelse for hele familien,
især hvis der ydes den nødvendige og tilstrækkelige støtte til alle. Når
man taler om, hvor vigtigt det er, at der tages hensyn til, hvad patienten
selv ønsker for sin sidste tid, da lader det sig helt naturligt bedst gennemføre
i patientens eget hjem, for her er patienten “herre i eget hus”.
Hverdagslivets små vaner er med til at give tryghed og nærhed. Man skal
imidlertid være opmærksom på, at det ofte øgede behov for søvn og hvile
for den syge kan give nogle problemer i en familie.
Det kan være vanskeligt at skabe den tilstrækkelige ro omkring en patient
med svær træthed. Patienten har ofte bl.a. brug for en hospitalsseng.
Der er i denne fase af sygdomsforløbet også ofte brug for hyppige besøg
af hjemmesygeplejerske, læge, hjemmehjælp og andre professionelle,
som kommer på aftalte tidspunkter over døgnet. Disse besøg kan kollidere
med patientens naturlige døgnrytme. Man hører ofte patienter tale
om, at deres hjem er blevet en banegård, hvor mange mennesker går ud
og ind. Fordelen ved at blive plejet i eget hjem er netop, at sygelejet er en
naturlig del af familiens liv og hverdag, og det er det, den syge ønsker sig.
Det forudsætter dog, at hele familien åbent kan tale om såvel de positive
som de negative sider ved den fælles opgave. Alle kommer i hjemmet for
at hjælpe patienten med forskellige praktiske gøremål, og indsatsen må
koordineres og struktureres bedst muligt og udføres helhedspræget af få
personer.
De pårørende i eget hjem
I eget hjem kan det som beskrevet være en vanskelig opgave at give patienten
fred og ro til søvn og hvile. De nærmeste pårørende har ofte en svær
opgave med at sætte grænser for venners og families velmente telefonopkald,
besøg og henvendelser. Her er det til gavn, at få talt om problemet
og truffet de væsentligste beslutninger. Det er også vigtigt at afklare,
hvor meget og hvad de enkelte pårørende kan og vil påtage sig. Erfaringen
viser, at det kan være en stor belastning for de pårørende, at forløbets
længde ikke er nøjagtigt kendt. De pårørende kan have modsatrettede
følelser og føle sig skamfulde herover. Følelser som, “hvor er jeg ked af,
at jeg skal miste min mand” samtidig med at man tænker “gid dette snart
fik en ende”. Det er vigtigt, at der er personer, som formår at tale med de
pårørende om disse modsatrettede følelser. Der kan også være helt urealistiske
forventninger til tidsperspektivet, som med gavn kan korrigeres.
53