Faglige retningslinier for den palliative - Sundhedsstyrelsen

82
▲ vreden vil i starten ofte være rettet mod den professionelle eller dennes kolleger,
men man må prøve ikke at tage det personligt
▲ hvis vreden virker rimelig i forhold til det skete, må man erkende det og
sammen med patienten finde frem til den bedste løsning
▲ Hvis vreden ikke virker proportional med “skadens omfang”, må man gøre
patienten opmærksom på dette og spørge, om der måske er andre forhold,
som kan medvirke til denne følelse. Ofte vil det medvirke til, at patienten
tænker efter og finder den sorg eller angst frem, som vreden dækker over –
og så kan man tale om den
▲ En mindre del af patienterne lider af patologisk vrede – det vil sige, at vreden
er ude af proportioner med skaden, men patienterne vil ikke anerkende
den bagvedliggende årsag. Ligegyldigt hvad man gør, bliver patienten lige
vred. Disse patienter kan evt. henvises til psykiatrisk vurdering
Håb
Et hyppigt anvendt udtryk er, at “man ikke må tage håbet fra patienten”.
Imidlertid er det ofte uklart, hvad man mener med begrebet håb.
Håb og håbløshed er begreber, der henviser til et menneskes samlede oplevelse
af dets indre sindstilstand og følelse af livskvalitet eller mangel på
livskvalitet og er ikke nødvendigvis afhængig af en prognose eller den
forventede overlevelsestid.
Således er håb et begreb, der afspejler et menneskes holdning til dets nuværende
og fremtidige situation og rummer flere dimensioner i sig. Håb
rummer dels den holdning et menneske har til fremtiden, og dels afspejler
håbet et menneskes følelse af at være værdsat, følelsen af mening, og
endelig afspejler håbet en transcendent dimension.
Håb er et multifacetteret begreb. Litteraturen viser, at håb omfatter mange
forskellige sider af menneskers opfattelse af hvad gode forventninger består
i, og at disse forventninger kan være forskellige for mennesker i forskellige
aldersgrupper. Således viser undersøgelser, at yngre mennesker
(syge og raske) har beskrevet håb som en tro på en personlig fremtid. Ældre
og midaldrende, der er konfronteret med alvorlig sygdom, har defineret
håb som positive forventninger, der går ud over synlige facts. Onkologiske
sygeplejersker og hospitaliserede kræftpatienter har formuleret håb
som en motiverende styrke, en indre parathed til at nå et mål (Herth, 1990).
Det synes at være den væsentligste håbfremmende strategi at anerkende
patientens bekymringer, og ikke at være overdrevent positiv på patien-