IKON fylder 20 år - IKON - Danmark

More documents

Recommendations

Info

NOTER 1 Han grundlagde i 1973 Danmarks første organisation der primært var beskæftiget med religionsdialog (Dialogcentret). Han sad imidlertid tungt i spidsen for centret og havde samtidig et mere konfrontatorisk dialog-syn end det, der kendetegner IKON. Det førte til at mange (nok de fleste) af aktivisterne i Dialogcentret dannede IKON efter et smertefuldt opgør i 1992. 2 En god indføring i sin politiske teologi giver Aagaard i Kampen mod undertrykkelse og diskrimination, Aagaard, Johannes, Kirketjenesten i Danmark, Århus 1983. En kritik af samme findes i De store ords teologi Jensen, Ole, Peter Widmann & Knud Ejler Løgstrup, gyldendal 1972. 3 Der findes en samlet præsentation af Aagaards folkekirke-kritik i form af en publiceret teologisk opgave: En undersøgelse af Johannes Aagaards stats- og folkekirkekritik i perioden fra 1964-1976, Schultz Nissen, Knud Erik, Teoltryk, Århus 1979. 4 Aagaards deltagelse i den begyndende teologiske debat omkring homoseksuelle overses desværre ofte. Han var entydigt og stærkt polemisk på de homoseksuelles side mod den kirkelige højrefløj. Debatten illustrerer, at Aagaard valgte det standpunkt, han opfattede som sandt og på de svages side frem for hvad, der måtte være politisk/kirkeligt opportunt. Samtidig viser den hårde tone overfor ”medkristne” at der ikke var persons anseelse hos Aagaard. Redaktører på Kristeligt Dagblad og Scientologer fik med samme grovfil. Se De homofile og den kristne tro: et indlæg i en debat, samt en dokumentation af hvordan Kristeligt Dagblad varetog en offentlig debat, Aagaard, Johannes, Kirketjenesten i Danmark, Århus 1981. 5 [Ingen forfatter angivet, men antageligt Aagaard. Han var redaktør]; Hvad skal Dialogcentret med et apotek? Den Nye Dialog 73; Dialogcentret; Århus 1998; si.18. 6 Johannes Aagaard, Bibliografi over Johannes Aagaards forfatterskab 1946-1998 (Aarhus: Aarhus universitet 1998), 1. Citatet er genoptrykt fra bibliografien fra 1988. 7 Esoterik = hemmelig/skjult visdom. Johannes Aagaard; Den Nye Dialog 74; Dialogcentret; Århus 1998; si. 20. I dialogens fodspor og dermed er troens praksis dét, der gør det muligt, at den særligt kristne erkendelse kan finde sted. Aagaards akademi indeholder altså en erkendelsesmæssig cirkel, der kan beskrives således: fællesskab – erkendelse – praksis – fællesskab. I sig selv er det ikke noget særligt, da al erkendelse i en vis forstand bevæger sig i såkaldte hermeneutiske cirkler. Det er derimod de stærkt betonede teologiske/kristne referencer, der står i opposition til ’åndløsheden’; den forpligtende (normative) binding mellem cirklens led, samt forestillingen om en kristen esoterisk erkendelse. Fællesskabet opretholdes, kender sig selv og handler ved det særligt eller esoterisk kristelige, så det informerer den hermeneutiske cirkel i alle led. Der må være en teologisk erkendelse for, at der kan være en kristen praksis for, at der kan være et kristent fællesskab for, at…. Men det esoterisk kristelige (bibelen, traditionen, Helligåndens direkte ledelse eller…?) bliver aldrig til en hemmeligholdt lære. Den ’hemmelige’ lære på det kristne akademi har nemlig ikke noget bestemt og en gang for alle fastsat indhold, men lever alene af troens tilslutning. Derfor behøver den ikke være hemmelig. Det betyder så også, at den særlige kristne erkendelse ikke har andet at støtte sig til end postulatet om sig selv som værende sand (eller sin egen sandhed) sammen med anklagen mod de udenforstående for selv at være skyld i at stå udenfor. Artiklen om kristen esoterik slutter således: Gennem selve troen bliver sandheden åbenbaret. MeN den er altid tilgængelig for enhver, der har øjne at se med og ører at høre med. Hermed har vi en skitse over Aagaards teologiske erkendelses- og handlings-ideal ved slutningen af hans virke. Samme ideal var drivkraft i begyndelsen af hans karriere, som en gennemgang af hans doktorafhandling og flere artikler fra denne periode vil kunne bekræfte, men som der ikke er plads til at gennemgå her. Udfordringen i dag Nu kan vi måske bedre forstå, hvad Aagaard mente, når han sagde: Der skal være ild i Kirken! Kirken – dvs. det kristeligt esoteriske som ikke nærmere kan bestemmes, men knytter sig til troens tilslutning – skal være en vedkommende del af menighedens og den enkeltes liv på alle områder, så Kirken kan vedblive at være et distinkt handlende og erkendende fællesskab på trods af udfordringen fra sækularisering og religiøs pluralisme. Aagaards stærke betoning af skal være skyldes, at Kirken ifølge Aagaard er ved at holde op med at være sådan i en dansk sammenhæng – det kaldte Aagaard åndløshed. Men via forståelsen af Aagaard rejser der sig uværgeligt nogle spørgsmål til os selv som dialogiske kristne og dermed som Aagaards arvtagere. Findes der overhovedet en særlig kristen erkendelse? Hvorfor og hvordan skal der være ild – forstået som aktivitet og liv, der kan understøtte en særlig kristen måde at forstå tilværelsen på – i kirken? Er ilden ved at gå ud, så vi deltager i religionsdialog primært som velmenende sækular-humanistiske vesterlændinge mere end som kristne? Og er der overhovedet en modsætning? For mig kan spørgsmålene koges ned til et enkelt, der i hvert fald må besvares først: Er ’kristendommens ild’, som vi så den hos Aagaard kædet sammen med en os-dem tænkning og en irrationalitet, så det er bedst, hvis den ikke brænder for stærkt – så vi faktisk bør være glade for, at vores kristne glød brænder på vågeblus? Aagaards kristne hermeneutiske erkendelse ligner jo en tryllekreds, hvor det stærke ønske om at være og blive kristen i et kristeligt handlende fællesskab driver erkendelsen rundt i manegen, så den ydre ’objektive’ verden og ikke-kristne mennesker kan have svært ved at korrigere den, samtidig med at andre let bliver ’forkerte’ alene ved deres ikke-væren-kristne eller ikkeværen-kristne på den rette – og hemmelige – måde. Og hvis svaret ender med at blive et ja, betyder det så, at vi bør sige farvel til kristendommen, fordi den er uløseligt kædet sammen med os-dem tænkning og irrationalitet, som paradoksalt nok er direkte i strid med dyder som fornuft og næstekærlighed, som vi mener at have lært af kristendommen. Eller betyder det bare at ’sand kristendom’ netop er kendetegnet ved at ’brænde på vågeblus´ også i modgangstider? Altså er konsekvensen af kristendommens stærke betoning af menneskets fejlbarlighed og af Guds inkarnation i og frelse af hele verden, at Aagaards projekt teologisk set i sidste ende var en form for hybris, fordi den ville handle og erkende kristeligt ? I så fald må man spørge, om Aagaards hybris er overtaget af andre dele af den danske kirkelige dialogbevægelse, der jo er igangsat af Aagaard. Hvis Aagaard derimod havde ret i, at den kristne ild truer med at gå ud, og hvis vi mener, at kristen ånd er et gode, så hviler der en stor opgave på os med at vise, hvordan kristen ild kan brænde så stærkt som i Aagaard uden eksklusion af andre og med fornuften i behold. Der er altså dialogarbejde og refleksioner nok til hver enkelt og til IKON i de næste 20 år. IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 80 // side 68
IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 80 // side 69 I dialogens fodspor Findes der et møde hinsides ordene? Og vil det i så fald betyde, at dialogen ophører? Eller ændrer dialogen blot karakter? Mødet med spirituelle mennesker og inspiration fra store figurer som Ramana og Bede Griffiths fører forfatteren gennem en række refleksioner over dialogen i det spirituelle møde. Hinsides stereotyperne ”Dialog giver da ikke nogen mening, når man går den spirituelle vej!?” udbryder Juri. Han undrer sig over, at jeg inviterer ham til kristen meditation på Quo Vadis, et dialogcenter i Sydindien. Han er på vej til Ramana’s ashram for at meditere, klædt i hvidt som tegn på sin hengivenhed til den lære og praksis, som guruen anviser. ”Er det da mission?” spørger han. Juri er fra Ungarn og har katolsk baggrund. Han kender Jesusbønnen og har ikke glemt Jesus, men fandt først det, han søgte, i Ramana’s lære: at kende sig selv og nå til det guddommelige gennem meditation og selvransagelse. Han udstråler ro og afklarethed, og umiddelbart er der ikke mere at sige. Når ord ikke slår til Jeg har noget af den samme fornemmelse, når jeg snakker med min fætter, som er munk i en hinduistisk ashram på Gylling Næs 1 . Her lærer man om Den universelle Religion, hvor man beskæftiger sig med Sandheden, uafhængig af samfundslag, religion, køn og nationalitet. Sandheden er som navet i et hjul, og religionerne er egerne, som alle er forbundet med og ender i (eller udgår fra) navet som centrum. Min fætter og jeg har haft mange intense samtaler om livet i hengivenhed til Gud og om religionernes fælles anliggende. Men så snart jeg bruger teologiske termer eller kommer ind på det, jeg ser som det særlige ved Jesus og hans frelsesgerning, går samtalen i stå. Min fætter anerkender fuldt ud Jesus, men for ham var tankerne og dogmerne om, hvem Jesus er, uden betydning. Visdommen og efterlevelsen var vigtigst. I mødet med mennesker, der oprigtigt går overgivelsens og næstekærlighedens vej, oplever jeg ofte, at ord ikke slår til. At ordene virker hule og stereotype. I mit eget liv oplever jeg, at den dybeste erfaring og det helt centrale i troen ikke kan udtrykkes med ord. For her handler det som nævnt om hengivelse og liv med Gud. Når jeg er helt opslugt af Livet, standser tankerne, og alt bliver stille. Selv den mest centrale antagelse i kristendommen, nemlig dogmet om Jesus som Guds søn, kan virke stereotypt. For hvem fatter dybest set betydningen af relationen og enheden mellem Gud og Jesus? Og hvis man fuldt ud tror, at Jesus er Guds søn, skulle man også stå inde for det og vidne om det med sit liv. Som én sagde: ”Kristen er ikke noget, man er, men noget, man bliver.” Det er ikke den rette forståelse eller bekendelse, der virkelig betyder noget, men at gøre Guds vilje, at blive (som) Kristus. Noget lignende er på spil, når Jesu udsagn om sig selv som Vejen fremsættes som et dogmatisk udsagn, som man skal tro på, hvis man vil kalde sig en kristen. Jesus henviser her ikke til sig selv, men viser den vej at gå, som fører til Faderen. Eller når talen falder på reinkarnation og opstandelsestro. For de fleste kristne virker tanken om reinkarnation fremmed. Men for dem, der tror på og har haft oplevelser, som de tolker som tidligere liv, virker tolkningen af genopstandelsen, som det udtrykkes i det kristne dogme, lige så abstrakt og svært at forstå. Når genopstandelsen i deres optik netop lige så vel kan tyde på reinkarnation. Ingen af parterne ved dybest set, hvad der sker efter dette liv, men som kristne har vi fået en vis fortrolighed med kirkens forsøg på at fortolke mysteriet. Religionernes kerne i ydre symboler Benediktinermunken Bede Griffiths var i 1950’erne AF LENE SKOVMARK præst og underviser
Page 1 and 2:
ikon >> Tro i dialog IKON fylder 20
Page 3 and 4:
IKON - tro i dialog // www.ikon-dan
Page 5 and 6:
melstormende menneskeslægter mener
Page 7 and 8:
skitser af IKONs historie IKON - tr
Page 9 and 10:
danse, og de sidste havde svært ve
Page 11 and 12:
centret, supplerer Steen, - var jo
Page 13 and 14:
udviklede sig og man i de alternati
Page 15 and 16:
endnu større indsigt end de fleste
Page 17 and 18: IKON - tro i dialog // www.ikon-dan
Page 23 and 24: Findes der steder, der kan slå Mel
Page 25 and 26: alt muligt andet spændende. Selv v
Page 27 and 28: grupper og udvalg. Der var flere gr
Page 31 and 32: samlet var mange af os, der fra hve
Page 33 and 34: til at opstarte og som sidenhen er
Page 35 and 36: gang med at arbejde - bl.a. gennem
Page 37 and 38: Mig og IKON Tidligere og nuværende
Page 39 and 40: gik videre. Men mange stoppede op o
Page 41 and 42: som jeg kan have svært ved at fors
Page 45 and 46: At møde mennesker uden angst I for
Page 47 and 48: Mere end teori Foto: Elise Engrob.
Page 49 and 50: Dialog på mange måder: IKON har e
Page 53 and 54: tuelle dialog, men som opstillingen
Page 55 and 56: Dialog med sekter? Tavshed er sølv
Page 57 and 58: man være ærlig omkring uenigheder
Page 59 and 60: endda definere Gud, er også for mi
Page 61 and 62: Dialog og Mission - i går og i dag
Page 63 and 64: (diakonia) og sige (kerygma), som e
Page 65 and 66: Det var ikke dialogen, der reddede
Page 67: Med grundlæggelsen af Dialogcentre
Page 71 and 72: forbundet (og ultimativt forenet) m
Page 73 and 74: seg frabedt å bli pådyttet noen s
Page 77 and 78: os vil få at vide, at vi har), men
Page 79 and 80: At vandre som pilgrim er blevet mer
Page 81 and 82: med troen, og hvad en kristen livst
Page 83 and 84: melse og finde et fornyet selvværd
Page 87 and 88: Om at gentage Guds værk: Det er m
Page 89 and 90: Invitation til Ånd Det afgørende
Page 91 and 92: Kirkelig selvbesindelse Igennem de
Page 95 and 96: natkirke ved, at der er dækket op
Page 97 and 98: Skrubbeltrang skriver bl.a.: ”Rel
show all

IKON fylder 20 år - IKON - Danmark

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?