IKON fylder 20 år - IKON - Danmark

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk
nummer 80 // side 85
Spiritualitet i kirken?
På dørtærsklen til
en levende gudstjeneste
Mange oplever gudstjenesten som en kedelig omgang envejskommunikation
mellem præst og menighed. Men hvad ville der ske, hvis vi kom i kirke
med den forventning at møde Gud?
For nyligt var jeg til et bryllup hos en af mine
gamle studiekammerater. Og når man er præst –
og vælger at præsentere sig som sådan – så er man
altid heldig at blive involveret i spændende diskussioner
om kirkens historie med korstoge, magtmisbrug
og tilbageholdelse af vigtige informationer om
Jesus og hans liv.
Ved siden af min bordherre sad en kvinde,
som tydeligvis var både vred og irriteret.
Vred over præsternes arrogante envejskommunikation;
vred over, at man som kirkegænger ikke er
med til at bestemme, hvad der sker ved en gudstjeneste.
Sådan som hun fx havde oplevet det til
en gudstjeneste i en amerikansk kirke. Hun havde
selvfølgelig meldt sig ud af Folkekirken.
Det er svært at sige, at kvinden ikke har ret
i en stor del af sin kritik. For der har været en klar
tendens til, at alle de led i en gudstjeneste, hvor menigheden
svarer og er aktiv, der har et smukt syngende
kor taget over - i stedet for at være en støtte
for menigheden. I hvert fald der, hvor jeg kommer
fra.
Der kan gudstjenesten let opfattes som
en times pingpong mellem præst, orgel og kor. Og
præsten har bolden det meste af tiden; hvis man
altså trækker salmesangen fra. Man kan faktisk
falde i søvn under en gudstjeneste, uden nogen opdager
det. Bortset fra præsten, som så bliver såret
på sin forfængelighed, fordi hun tror, at hun ikke er
interessant nok.
Men hvad værre er, så har man også ment,
at folk ikke ved, hvad der er bedst for dem selv – og
man har sat snævre grænser for folks indflydelse på
og engagement i kirkelige handlinger.
Men når det så er sagt så vil jeg også sige, at
kvindens udgangspunkt er helt forkert, skønt meget
almindeligt. Hvis hun oplever nedladende envejskommunikation
under gudstjenesten, så er
problemet måske i lige så høj grad, at hun ikke kom
til gudstjeneste med den intention at lytte. Lytte til,
hvad Gud har at sige til hende, gennem salmer, bønner,
læsninger og såmænd også præstens prædiken.
Hun havde – ligesom så mange andre kirkegængere
og præster og ansatte i kirken – ikke forberedt sig
på, at hun skulle ind og møde Gud. At Gud, den
levende sande Gud, er det egentlige centrum i tjenesten
og at Han toner frem mellem alle de led i
gudstjenesten, der gerne skulle pege hen på Ham.
Hvordan vi er endt der, det kunne man
sagtens gøre sig klog på. Men jeg vil bare konstatere,
at det er sådan det er. Gudstjenesten opleves
af mange som envejskommunikation, ligegyldig,
død.
Vi er endt der. Men vi er også på vej videre.
Fordi der er et dybt behov og en længsel også internt
i kirken for at opleve en kontakt med den
Gud, vi synger om og prædiker om. Så Gud ikke
kun er en, vi synger og prædiker om, men også en
vi kan tale og lytte til, og rent faktisk opleve at være
i en eller anden form for kontakt med. Under gudstjenesten.
Og det første skridt til den oplevelse må
netop være, at vi helt bevidst åbner os for, hvad der
må blive sagt til os i dag, når vi træder ind over dørtærskelen
til kirken. At det er andet end en hyggelig
time med fællessang og nydelige ord ved præsten
– i bedste fald; men en gudstjeneste, hvor vi kan
møde Ham, som kan tænde livet i døden… også
gudstjenestens død.
AF LINE ANDREA BØNDINg
sognepræst i Allehelgens- og
Sundkirken Pastorat,
Amagerbro
>>Der kan gudstjenesten
let opfattes
som en
times pingpong
mellem præst,
orgel og kor