Kunstig Intelligens til Brætspillet Taiji - Danmarks Tekniske Universitet

5.3 Hash funktioner 57
hvilket igen blot kan gøres ved at tælle antallet af enten sort eller hvide felter.
I denne implementering er dybden endda gemt i hver eneste Node, s˚a den er
hurtigere og lettere tilgængelige end som s˚a, da en hashfunktion faktisk slet ikke
er nødvendig. Udover tilgængeligheden vil fordelingen af spilstadierne ogs˚a være
ganske udmærket. P˚a trods af at der vil værre færre stadier gemt i de først generationer,
vil spilstadierne være godt fordelt ud over de forskellige generationerne.
Scoren er ogs˚a en mulig hash værdi, da scoren selvfølgelig altid ville være den
samme for ens stadier. Differencen i scoren vil dog i et spil mellem jævnbyrdige
modstander ofte ligge tæt omkring værdien 0, hvilket vil betyde at store dele af
stadierne vil havne i samme grupper. Derfor vil de oftest forekommende tilfælde
kræve de største søgninger. Dette er selvfølgelig ikke hensigtsmæssigt. Ved at
anvende de to score i stedet for blot difference mellem dem, kan der skabes mere
variation i hashværdierne. Dette kan f.eks. gøres ved at anvende hashfunktionen:
hashværdi = hvids score + (sorts score · (max score + 1))
Med denne hashfunktion vil kun de spilstadier, der har præcis samme score per
spiller, f˚a samme hashværdi. For mange spilstadier vil scorerne ligge omkring
de samme værdier, men slet ikke i s˚a høj grad, som n˚ar kun differencen anvendes.
Selve hashtabellen er blevet lavet som et to-dimensionelt array. Spilstadierne
bliver inddelt i denne tabel efter to hashværdier som bestemmer i henholdsvis
hvilken række og hvilken kolonne det enkelt spilstadie placeres. Den ene af disse
værdier er dybden. Omkostningerne i form af regnekraft for at fremskaffe den
er stort set ikke eksisterende, samtidigt med at den gør et glimmerende stykke
arbejde, n˚ar det kommer til at fordele stadierne ud nogenlunde ligeligt. Den
anden værdi bliver overladt til en mere traditionel hashfunktion.
I første omgang fik hashfunktionen baseret p˚a scoren opgaven at fordele stadierne,
og blev nanvgivet hashFunction. Kombinationen af hashFunction og dybden
fungere rimeligt godt p˚a sm˚a brætter, hvor det er muligt at regne hele spiltræet
igennem. Denne kombinationen har dog, uanset hvilken størrelse et bræt har,
den ulempe at generationen og scoren ofte følges ad, jo længere inde i spillet,
jo højere score. Men de største problemer opst˚ar p˚a store brætter, hvor det
kun er muligt at søge f˚a generationer frem. For de første par træk i spillet vil
scoren altid være den samme. For første træk vil der blive lagt en brik, hvilket
altid vil give et point til sort og et point til hvid, og da det er er de to største
figurer der tæller, vil andet træk resultere i scoren to-to uanset hvordan den
anden brik placeres. Først ved spillets tredje træk fremkommer nogen form for
variation nemlig stillingerne to-to, to-tre, tre-to og tre-tre. Resultatet er alts˚a
at hashFunction lige s˚a vel kunne have være undladt for de først to træk og kun
opdeler spilstadierne i yderligere fire grupper for det tredje.