Den redigerende magt - Aarhus Universitetsforlag

at definere udlændingeproblematikken som et administrativt spørgsmål –
ikke et spørgsmål om fundamentale præmisser af identitetspolitisk art.Derved
henvises de dele af publikum, som fortolker sådanne udspil som „en
trussel mod dansk identitet og velfærd“,til dagbladenes læserbreve, politisk
grafitti og internettets hadesider. Nyhedsinstitutionen optræder således
loyalt i relation til de autoritative kilders sagsfremstilling,men ignorerer til
gengæld i bemærkelsesværdig grad modgående synspunkter.
Helt afgørende synes at være,at ømtålelige emner af identitetspolitisk art i
nyhedsinstitutionen redigeres på en så forsigtig og „politisk korrekt“ måde,
at det hos store dele af publikum ægger til protest. Selvom journalister og
autoritative kilder optræder ensartet, er der altså konkurrerende dagsordener
på spil:Til syvende og sidst er det publikum i rollen som redigerende
magtudøvere,der definerer,hvilke præmisser,de beslutter at lægge til grund
ved valg af medier og politisk stemmeafgivning.
DELKONKLUSION
Sammenfattende kan vi konstatere, at der indgår relativt mange journalistiske
arbejdstimer med konkurrerende dækning og redigering af forholdene
på Slotsholmen. Gennemgangen af ugens rutinejournalistik viser alligevel
en høj grad af ensartethed i de emner, kilder og perspektiver, som udvælges
på tværs af de enkelte medier til nærmere bearbejdelse.
I praksis beror magtudøvelsen primært på kollektive fravalg, idet den
landspolitiske dækning har loge-præg: Når et emne eller en hændelse først
af folketingskorrespondenterne er placeret på dagsordenen som en landspolitisk
begivenhed, er der gennemgående professionel enighed om, hvordan
den skal beskrives,hvem der skal interviewes og hvilke andre emner,der må
vige i kampen om den begrænsede spalteplads og tilmålte sendetid.
Derved bekræftes,at der på folketingsniveau kan iagttages tendenser til en
institutionalisering af politisk journalistik (Pedersen m.fl. 2000; Søllinge,
1999).Journalisterne er normativt nærmere knyttet til hinanden som profession
end til politiske partier.Men redigeringen foregår gennemgående på
givne præmisser og almen accept af fordelingspolitiske problemdefinitioner.
Når regeringspartierne således citeres tre gange så meget som den samlede
opposition,er det næppe udtryk for partipolitisk venstreorientering i journalistgruppen
endsige borgerlig dominans i nyhedsmediernes ejerkreds.
Der er snarere tale om en institutionaliseret norm,som tilsiger at søge autoritative
svar på politiske spørgsmål.
118