Den redigerende magt - Aarhus Universitetsforlag

DEFINITIONER OG PRÆMISSER
“Medierne er på en helt anden måde politik-skabende i dag end tidligere,“
konkluderer skatteminister Stavad,„Det kan være helt tilfældigt,hvem man
beslutter, skal have sympatien.Men når man har besluttet sig,bringes der
fortrinsvis reportager og argumenter, der understøtter det valgte standpunkt“.(Jyllands-Posten
10.12.2000). Men holder denne konklusion om
almægtige massemedier, hvis man underkaster „De riges paradis“ en dybtgående
interessentanalyse?
Tesen i „De riges paradis“ er, at politikerne i Folketinget har defineret
skattereglerne på en sådan måde,at en velhavende elite fuldt legalt kan tilegne
sig goder på mere favorable vilkår end dem,der er gældende for den store
masse af skatteborgere. Bemærkelsesværdigt – om end typisk for genren –
føres der ikke forsvarsvidner i programmet.Det nærmeste, man kommer
tvivl eller nuancering af den fremsatte tese i tv-udsendelsen,er en bemærkning
fra en af de kommunale skattefolk, der sætter spørgsmålstegn ved den
implicitte motivforklaring med ordene:„Jamen,det er ikke engang sikkert,
at det er det,der har været intentionerne hos politikerne,at man skulle have
særbehandling.Det er bare sådan.“
De situationsdefinerende kilder er tv-udsendelsens privilegerede aktører.
„Vi bruger ikke termen‘rimelig’hos os,“ siger formanden for skattecheferne,„vi
kigger på,hvad reglerne siger.“ Selvom de umiddelbart fremstår som
neutrale og hævet over interessekampene,kommer de kommunale embedsmænd
i høj grad til at definere beslutningsgrundlaget for hændelsesforløbet.
Samstemmende, men tilsyneladende uafhængigt af hinanden, dokumenterer
de i rollen som autoritative kilder, hvordan skattelovgivningen har utilsigtede
bivirkninger.Under lighedens demokratiske præmis leverer de råstof
til en politisk forenkling af en kompliceret problematik om rimelighed i forvaltningen.
Forhandlere af biler, ejendomme og andre „frynsegoder“ får god tid til at
beskrive og præsentere deres produkter. Endnu stærkere står den skriftlige
dokumentation, der indsnævrer problematikken skridt for skridt: Først ser
vi,hvordan journalisten på internettet finder priser og ejendomsvurderinger
på strandvejsvillaer. Så identificeres en villa vurderet til 5,2 millioner
kroner ejet af et navngivet firma.Opslag i KraksVejviser fortæller navnet på
den,der bor i villaen.Dernæst følger vi journalisten,der på en forespørgsel
til Købmandsstandens Oplysningsbureau får at vide,at den navngivne beboer
er direktør for det navngivne firma.
Det tema, som „De riges paradis“ gennemspiller med variationer i 57
47