Den redigerende magt - Aarhus Universitetsforlag

mere kompliceret i praksis.Det journalistiske referat fra kommunalbestyrelsesmøder
dukker stadig op lokalt.Men beslutningsprocesser i de politiske
institutioner redigeres nu anderledes end i partipressens tid.I gennemsnit
optræder der 1,7 kilder i de lokalpolitiske artikler,hvilket er lidt flere end
lokalstoffet som helhed.Ofte skæres stoffet i stykker efter emner,der kan løbe
over flere dage med føljeton-karakter:Den toneangivende opposition høres
typisk dagen før et møde i kommunalbestyrelsens plenum eller underudvalg,
borgmesteren dagen efter,derefter udvalgsformandens reaktion,så protesterende
borgere osv.Dækningen kan derved fremstå som relativ alsidig over tid,
selvom 63 procent af de redaktionelle enheder kun citerer en enkelt kilde.
I det primærkommunale stof opnås der gennemgående balance mellem
det konstituerende flertal og oppositionen. Men ofte optræder de politisk
valgte hellere i rollen som myndighed og serviceudbyder end som partipolitisk
aktør.Hertil kommer,at mange spørgsmål,f.eks.kommunesammenlægning,splitter
partierne internt.Kun amtskommunalt slår de partipolitiske
konflikter igennem på en måde, der kan sammenlignes med forholdene i
Folketinget.
Vægten mellem det amtskommunale og primærkommunale stof af lokalpolitisk
art udgør forholdet 1:6, og da amtslige aktører primært optræder i
rollen som regulerende myndigheder,er den eksplicitte politiseringsgrad lav
på dette beslutningsniveau. Det samme gælder den dekoncentrerede statsforvaltning
med politi og embedslægeinstitution som de vigtigste nyhedskilder.Andre
politiske beslutningsfora som brugerbestyrelser nævnes i 32
redaktionelle enheder,tværkommunale samarbejdsorganer i fem,og der er i
ugens løb desuden registreret tre referencer til menighedsråd.
Her er altså tale om en overvejende primærkommunal dominans i det
lokalpolitiske stof.At de primærkommunale kilder får lov til at sætte dagsordenen,
må i nogen grad tillægges virkelighedens pres, f.eks. i form af
rutineprægede og planlagte begivenheder, som møder og konkret sagsbehandling.
Det betyder dog ikke, at kommunalpolitikerne står uimodsagte i
rutinejournalistikken. Der bliver ganske vist sjældent opsøgende og dybdeborende
pillet ved den kommunalpolitiske enighed. Men politiske modsætningsforhold
inden for de givne præmisser og definitioner forskydes
jævnligt fra kommune-niveau til konflikter mellem primærkommunen på
den ene side og skiftende alliancer af amtsforvaltning, centraladministration
(og ministre) samt borgere og græsrodsorganisationer på den anden.
Når det drejer sig om,hvem der skal fremstå som helt – og hvem skal sidde
tilbage med det politiske ansvar – udøver den lokale nyhedsinstitution en
138