Den redigerende magt - Aarhus Universitetsforlag

de radikales europaparlamentariker kom til at sætte mediedagsordenen med
sit forslag om en samlet dansk folkeafstemning om de fire forbehold.
Også Det konservative Folkeparti spillede i ugens løb en markant og aktiv
rolle.Det var i høj grad konservative mærkesager som forsvarspolitikken,der
stod på dagsordenen.Desuden lykkedes det Christian Rovsing i dobbeltrollen
som europaparlamentariker og atomkraftekspert at profilere partiets
synspunkter med udgangspunkt i afvikling af Ignalina-værket i Litauen. I
den forbindelse fik partiets enlige MEPer god støtte fra Pressesekretariatet
på Christiansborg,der sørgede for aktivt modspil til miljøministeren i denne
sag,som blev sat på EU-dagsordenen gennem et stykke kritisk DR-fokusjournalistik.
I sammenligning med Det konservative Folkeparti optræder partietVenstre
i nyhedsugen som en relativ passiv EU-aktør.Det kan bero på tilfældigheder,
at kun en af partiets fem medlemmer af Europaparlamentet ytrer sig i ugens
danske EU-debat.Det kan også være udtryk for en bevidst strategi,som lader
MEPerne passe arbejdet i parlamentet,mens de hjemlige partiledere koncentrerer
sig om at vinde det kommende folketingsvalg medAnders Fogh Rasmussen
som talsmand.I ugens løb ytrerVenstres statsministerkandidat sig bl.a.
utilfreds med Socialdemokratiets offensive udspil op til den kommende euroafstemning.Regeringen
klandres for at skræmme borgerlige vælgere væk ved
at hævde,at „EU er på vej til at blive et socialdemokratisk projekt præget af
velfærdsidealer,der ligner de danske“ (BerlingskeTidende 20.11.99).Til gengæld
fårVenstre-politikeren,Peter Brixtofte,i dagbladetAktuelt mulighed for
over en hel avisside med forsidehenvisning at karakterisere den europæiske
udvikling under overskriften „EU gør Europa liberalt“.
SFs rolle i nyhedsinstitutionen er præget af interne opgør mellem ja- og
nej-fløje i EU-spørgsmålet. Den slags intern partisplid betragtes åbenbart
som godt redaktionelt stof i den danske nyhedsinstitution. Konflikterne
omtales flittigt som „opslidende“ i de landsdækkende dagblade, som på
lederplads fremhæver SFs betydning som „fødselshjælper“ og „garant for de
fire forbehold“. Derimod levnes der ikke meget plads i den journalistiske
dækning til omtale af de principielle præmisser,der deler partiet.I nyhedsartiklerne
er det kun nej-siden,der udtaler sig.Til gengæld er ja-fraktionen
flittige læserbrevsskribenter,der ønsker „en stærk politisk centrum-venstrekraft“,som
kan sikre danske „velfærds-præmisser“ politisk gennemslag i de
øvrige EU-lande.
Dansk Folkeparti har som præmis for sin EU-politik et klart og ubetinget
borgerligt nej til ØMU og euro. I den analyserede uge holder partiet lav
163