Den redigerende magt - Aarhus Universitetsforlag

Brugen af EU som undskyldning for manglende landspolitisk handlekraft
illustrerer et grundlæggende problem i koordination mellem politiske fællesskaber:
De politiske aktører spiller „sorteper“ med hinanden. Når EU
beslutter at afskaffe tilskud til skolemælk,tages problemet op i nyhedsinstitutionen
som endnu en forringelse af de danske vilkår i fællesskabet.Producenterne
kræver, at staten som ansvarlig for folkesundheden overtager forpligtelsen.
Men den ansvarlige minister sender straks regningen videre til
kommunerne, der driver skolerne på fællesskabets vegne. Kommunerne
vægrer sig og kræver som modydelse større regionaltilskud – fra EU.
Ingen dansk journalist dækkede dette spil som helhed.Hvert udspil og alle
beslutninger blev loyalt refereret enten under „indland“,„erhverv“ eller på
lokalsiderne. Men den bagvedliggende sammenhæng forblev usynlig for
journalister og publikum.Samtidig fremhævede regeringen,at „vi skal holde
op med at tro,at EU altid er noget væmmeligt noget,som vil trække nogle
beslutninger ned over hovedet på befolkningen.“ Men det er netop sådan,
politiske autoriteter i Danmark ynder at fremstille den europæiske nødvendighed,når
politisk ansvar skal placeres.I hverdagen bliver Europa-stoffet på
den måde redigeret som problemskabende præmisser for hjemlige beslutningsprocesser
bag lukkede døre fjernt fra den danske virkelighed.
Det hænger bl.a. sammen med, at sagsbehandlingen i Den europæiske
Union kræver længere tid og derfor ofte trækker længere ud end tilsvarende
hændelsesforløb på de politiske arenaer herhjemme. I nyhedsinstitutionen
er det kun den helt aktuelle konflikt, der skaber medieopmærksomhed, så
de mange EU-skeptiske danskere får sjældent mulighed for at dvæle ved de
uproblematiske sider ved det europæiske fællesskab.
Kun på erhvervssiderne optræder det europæiske „vi“ i mange sammenhænge
som uproblematisk præmis i nyhedsdækningen.EU-landenes solidariske
optræden under verdenshandelsforhandlingerne i WTO-regi tjener
som et eksempel på denne identitetspolitiske rolle,hvor talsmænd fra Bruxelles
tildeles en taleposition på hele fællesskabets vegne. Her er subjektobjekt
forholdet sådan,at „vi“ ikke placeres i modsætning til EU, men som
en del af et større fællesskab.
EU skal åbenbart optræde uden for Europa for i den danske nyhedsinstitution
at opnå status af et legitimt politisk subjekt,hvori „vi“ indgår som et
integreret led. De andre transnationale sager bliver via de specialiserede
journalister på Christiansborg transformeret til en uendelig række af tvekampe
og taktiske manøvrer, der ifølge opinionsundersøgelser interesserer
publikum uhyre lidt.
181