Den redigerende magt - Aarhus Universitetsforlag

Meget tyder på,at sagens forløb anskuet i et interesseperspektiv kom til at
indgå i et taktisk spil,der fremskyndede processen og blev stærkt medvirkende
til, at netop ORKLA i konkurrence med andre konstellationer af
potentielle ejere overtog bladhuset.
DELKONKLUSION
I det store og hele lykkedes det nyhedsinstitutionen med BerlingskeTidende
i spidsen at sætte en principiel sag om fortidens synder på dagsordenen,
uden at reducere det hele til en enkelt mands værk knyttet til en bestemt
virksomhed.Officielt var afmytologisering og bevidstgørelse motoren i den
redaktionelle beslutningsproces, og allerede i mediedækningens første uge
trådte A.P.Møller-vinklen i baggrunden både i Berlingske Tidende og i den
øvrige presse. Ikke desto mindre forekommer det tvivlsomt,om en sådan
definition af historien i udgangspunktet overhovedet ville blive opfattet som
journalistisk interessant og relevant.Det var netop A.P.Møller-vinklen,som
gav den gamle sag nyhedsværdi.
Når skaden for den hovedanklagede alligevel må beskrives som begrænset,
må det tilskrives anonyme selektionsfiltre i form af præmismagt, der
gradvist påvirkede definitionen af sagen,så opmærksomheden blev forskudt
fra værnemager-problematikken i retning af den politiske og den faghistoriske
scene. I denne forbindelse udøvede autoritative kilder redigerende
magt i rollen som uvildige eksperter og bekymrede folketingspolitikere med
et historisk betinget ansvar.De forsynede nyhedsinstitutionen med en aktuel
relation til det politiske system.Det er i den danske nyhedsinstitution den
sikreste måde at få sine solohistorier ophøjet til citathistorier.
Om handlekraftige folkevalgte med partipolitisk interesse i sagen også på
eget initiativ var involveret i udøvelsen af redaktionel magt, har det ikke
været muligt at fastslå med sikkerhed.Enhedslistens Frank Aaen var engageret
i problematikken på forhånd.Men at han – som antydet af Ekstra Bladet –
skulle være „spindoktor“ i sagen,er der ingen beviser for.Men sammen med
de øvrige partiers talsmænd spillede han en særdeles vigtig rolle for sagens
videreførelse ved at stille krav om en forskningsbevilling på finansloven.
Ud fra magtanalysens teoretiske retningslinjer kan vi følge dette spor ved
at spørge, hvilke aktører havde interesse i en sådan vending mod det forskningspolitiske
via det faghistoriske væk fra den identitetspolitiske værnemager-vinkel?
Per Stig Møller, der var Det konservative Folkepartis talsmand i hændel-
71