Den redigerende magt - Aarhus Universitetsforlag

FOKUS- OG R UTINEJOURNALISTIK
Historier om afvigere fra normerne er reglen snarere end undtagelsen i
moderne journalistik. Det fremgår ikke kun af det populære kriminalstof,
hvor omtale af små og store forbrydelser dagligt er med til at tematisere normer
om lov og ret.Ikke desto mindre viser magtanalyserne også,at dansk
journalistik hviler solidt på præmisser for borgerlig normalitet.Alt andet lige
cementeres en national konsensus med hovedvægt på forhold,der er politisk
enighed om:nationalt fællesskab, individuelle frihedsrettigheder, lighed i
forvaltningen.Gennem den kritiske fokusjournalistik fremhæves afvigelser
fra normerne.Gennem rutinejournalistikken genoprettes ro og orden.
Fokusjournalistikkens magt kan måles i konkrete effekter på den politiske
dagsorden.Afgørende for den politiske indflydelse er, at andre aktører løber
med.Det er altså ikke nok,at der formidles noget nyt.Det faktuelle indhold
skal også kunne bekræftes og følges op af andre end initiativtageren selv.Der
spilles så at sige på journalistikkens lemming-defekt (Lund, 2000):Professionelle
mediefolk agerer som flittige gnavere, der med jævne mellemrum
løber i samme retning og følger efter, hvor nysgerrige artsfæller er gået foran.
Nyhedsugens data dokumenterer punktvis sådanne tendenser til journalistisk
selvsving.Men lemming-agtige amokløb hører til undtagelserne.I det
daglige hersker der god ro og orden i flokken styret af redaktionelle rutiner
præget af genbrug, fredelig kappestrid og tapning af de løbende nyhedskilder.
Intern konkurrence i nyhedsinstitutionen skaber grundlag for bevidst
anti-lemming adfærd:Jyllands-Posten ignorerer Berlingske Tidendes værnemager-historie,
og Politiken går først med, da redaktionen har defineret
sin egen vinkel ved at inddrage landbruget. De elektroniske medier stiger
først på Jyllands-Postens Dandy-sag,efter den tages op i Folketingets forskningsudvalg.
Professionelle mediefolk løber helst ikke efter de andres solohistorier,
med mindre man kan finde egne kilde eller originale vinkler på andres
fokusjournalistik.Alligevel bliver det samlede udbud paradoksalt nok relativt
ensartet. I den forbindelse indtager Radioavisen, Ritzaus Bureau og de
tre store morgenaviser en nøgleposition.Det er primært journalister på disse
arbejdspladser,der gør solohistorier til politisk fællesstof:
• På trods af høj grad af journalistisk produktivitet dækkes kun en brøkdel
af de udspil og hændelser,som har betydning for den autoritative fordeling
af værdier med gyldighed for samfundet
188