kvarterakademisk - Akademisk kvarter - Aalborg Universitet

akademiskacademic quarterkvarterEn grænse for transgressionen?Mikkel Jensenneske – men mindst ulykkeligt i den tolkning, der ser selvmordetsom rettet mod noget og ikke som en flugt fra sit liv.Om det er et bevidst eller utilsigtet selvmord, så er det underalle omstændigheder en meget sørgelig ende for Steso – men derer på en paradoksal vis også en sørgelig form for oprejsning i denførste mulighed, idet at læseren får Steso at se som et afklaret ogbevidst handlende individ. Som sådan ligger der en fortolkningsmæssignøgle i hans død.Og hvad så?Som mange gode bøger prøver Nordkraft ikke at presse en moralened i halsen på dens læsere, men illustrerer en problemstilling,som læseren så må forholde sig til. Noget af betydningsdannelsen(fx mht. Stesos død) bliver med andre ord overladt til læseren somen åben tekst i Umberto Ecos forstand, i og med at der er flere betydningsmæssige”huller”, som læseren selv er med til at fylde udi samarbejde med teksten. Nordkraft undlader således at påtvingelæseren moraler. På bagsiden af bogens omslag – en såkaldt paratekst– står der ”Nordkraft er en roman om en gruppe unge, derlever på begge sider af grænsen” (Ejersbo 2002: bagsiden). Såledesopfordres læseren eksplicit at forholde sig til denne tematik, derbliver portrætteret gennem de fleste af romanens karakterer, isærSteso og hans problematiske forhold til stoffer, transgressionen ogderigennem til sig selv.I sidste ende er selv-transgressionen som Nordkraft hylder. Hvisden socialt normbrydende transgression kan hjælpe individet indpå denne rejse, er det er for Ejersbo fint nok, men den sociale transgressionhar ikke samme kraftfulde potentiale i sig, og derfor erdens transgression i sidste ende ikke lige så interessant eller afgørende.Den sociale transgression, der får alle hovedpersonerne tilat søge væk fra deres for dem uattraktive opvækstmiljøer, er vigtigfor dem alle – men når de har gennemført denne transgression liggerden vigtigste transgression stadig foran dem, og som sådanstår den sociale transgression i Nordkraft som et forstadie for selvtransgressionen.De grænser, der til syvende og sidst er mest afgørendefor individet, er dennes egne grænser, og derfor er det disse,der er mest produktive – mest eksistentielle at overskride.Det sørgelige ved Stesos rejse i stofferne er derfor, at det er enrejse væk mod noget, der egentlig ikke findes fysisk eller metaforisk.Volume03 189