Morselskaps ansvar for datterselskaps forpliktelser ...

More documents

Recommendations

Info

1 74 Jørgen Grønborg spinkelt grundlag for generelle slutninger med hensyn til gældende ret. De lege ferenda kan jeg tilslutte mig referentens standpunkt, at der ikke er behov for nogen generel regel om moderselskabets ansvar for datterselskabets gæld. Det ville være et for radikalt brud med den hidtidige opfattelse af aktieselskabers og anpartsselskabers autonomi, selvom et sådant brud måske alligevel vil komme om nogle år, - referenten var inde på dette, som jo ihvertfald angår Danmark, nemlig harmoniseringsbetræbelserne inden for EF på selskabsrettens område, og som jo peger tydeligt i retning af et udvidet ansvar for moderselskaber. Men idag synes debatten navnlig at måtte dreje sig om, hvordan man kan formulere mere begrænsede undtagelser fra det klassiske princip, autonomiprincippet, som det kom til udtryk i den berømte engelske dom i Salomon mod Salomon & Co. fra 1897, som også er nævnt i oplægget. Referenten har her i punkt 9 i de sammenfattende teser formuleret sin opfattelse sådan, at moderselskabet bør være ansvarligt for datterselskabets forpligtelser, når datterselskabets virksomhed ikke opfylder kravene til normal forretningsmæssig handlemåde, men datterselskabet fremtræder som en konstrution, der han til formål at unddrage moderselskabet ansvar. Og på tilsvarende måde er det i kursiv formuleret på side 113 i referentens betragtninger de lege ferenda. Efter min opfattelse er denne tese som sammenfattende tese på een gang for snæver og for vidtgående. Først vil jeg lige bemærke, at jeg finder kravet om en normal forretningsmæssig handlemåde ret intetsigende. Det normale har vide grænser, som en dansker har sagt i en ganske anden sammenhæng, men det gælder også i forretningslivet, hvor konkurrencen netop stiller krav til idérigdom og fantasi, og hvor normalitet derfor vil være et ganske usikkert kriterium at skulle håndtere, især for dem, der ikke selv tager del i forretningslivet. Den egentlige begrænsning i referentens tese kommer derfor til at ligge i kravet om, at datterselskabet fremstår som en konstruktion, der har til formål at unddrage moderselskabet ansvar. Det er denne formulering, som jeg finder for snæver til de lege feranda at sammenfatte en regel om ansvarsgennembrud. Formuleringen rammer ikke en række af de væsentligste domme, som referenten gennemgår, f.eks. Dambolagssagen, den svenske højesteretsdom fra Nytt juridisk arkiv 1947, side 647. Her var selskabet kommunalt ejet, eller ihvertfald delvis kommunalt ejet, og der synes ikke grundlag for at antage, at formålet med dets stiftelse havde været at unddrage aktionærne ansvar. Det samme gælder, såvidt jeg kan se, for den finske Leading Case, Högsta Forvaltningsdomstolens afgørelse fra 1950, der omtales i oplægget, og som handler om et finsk datterselskab af et tysk moderselskab. Endelig har jeg
Morselskaps ansvar for datterselskaps förpliktelser (ansvarsgjennombrudd) 175 netop nævnt den danske landsretsdom i Frigor-sagen, hvor det afgørende formål formentlig havde været at undgå medarbejderrepræsentation i bestyrelsen, - et formål, som vel næppe kan blive anset for særlig anerkendelsesværdigt, men som dog ihvertfald er et ganske andet formål end at ville unddrage moderselskabet ansvar over for kreditorerne. Efter min mening drejer det sig her, som det iøvrigt også fremgår af referentens oplæg, om to forskellige undtagelsesregler, dels en subjektivt betinget ansvarsregel, dels en undtagelse grundet på rent objektiv interesseafvejning. Og jeg tror, man skal afstå fra at søge at sammenfatte disse tilfælde i en enkelt tese eller regel. Om den første undtagelsesregel skal jeg blot bemærke, at der i litteraturen synes at være bred akcept af, at et moderselskab kan gøres ansvarligt over for datterselskabets kreditorer, når det, som udtrykt af Borum, må karakteriseres som et misbrug af selskabsformen, at moderselskabet driver sin virksomhed, navnlig den mere risikobetonede del af denne, gennem et datter-selskab, som er underforsynet med kapital, og/eller under kontrol af det beherskende selskab, i hvis interesse virksomheden drives. Der er et andet markant udtryk for opfattelsen i dansk litteratur, givet af Mogens Munch i Ugeskrift for Retsvæsen 1983 B side 156, hvorfra jeg kort tillader mig at citere: «De standarder for markedsføring og anden optræden i erhvervslivet, som navnlig i de senere år har fundet udbredelse, tager efter deres indhold især hensyn til tilsidesættelse af ubillige kontraktlige forpligtelser, men synspunktet bag denne tendens til at overlade domstolene et friere skøn med henblik på tilvejebringelse af hæderlige og ordentlige forhold kan også styrke en tilbøjelighed til at vælte spillet for den, der på illoyal måde anvender selskabsformen til at unddrage sig selv (eller andre selskaber) ansvar for den i virkeligheden af ham selv udfoldede virksomhed». Og dette ligger jo helt på linie med udtrykket «åbenbart utilbørligt», som referenten brugte i den opstilling, der netop blev vist. Det er indlysende, at kriterier som misbrug og illoyalitet og åbenbart utilbørlig adfærd overlader domstolene et meget vidt skøn, der som hidtil bør administreres med tilbageholdenhed og forståelse for erhvervslivets opgaver og dets egne almindelige vurderinger. Det er nok den anden undtagelsesregel om identifikation ud fra en rent objektiv interesseafvejning, som er vanskeligst at formulere, og som vil give anledning til mest debat. Referenten går jo selv i sit oplæg stærkt ind for, at ansvarsgennembrud bør kunne statueres på grundlag af en sådan objektiv afvejning, og jeg er enig med referenten heri. Min indsigelse går kun på dette, at jeg ikke finder, at denne mulighed er kommet tilstrækkeligt klart til udtryk i den sammenfattende tese.
Page 1 and 2: Morselskaps ansvar for datterselska
Page 9: Morselskaps ansvar for datterselska

Morselskaps ansvar for datterselskaps forpliktelser ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?